Hvorfor egentlig spilde tiden med at forstå flere tusind års gamle læresætninger, som ingen alligevel tror på for alvor? Er der noget sandt i dem, bare fordi de bliver sagt i kirken?

Og hvis der skulle være noget sandt i dem, hvad betyder det så for mig? Hvad kan jeg bruge dem til, jeg forstå dem alligevel ikke. Sådan vil mange mennesker sikkert mene.

Hvad er dogmerne, hvad betyder de, hvad er der galt med dem? Hvordan opstod de, hvordan fastholder de gensidigt hinanden, hvordan arbejder de i os, og hvordan skal vi slippe dem? Det kommer jeg ind på i artiklen ”Kristendommens dogmer og deres indbyrdes bindinger.”

Kan vi slippe dem eller klæber de til os som urgammelt genetisk stof, vi ikke aner, vi bærer rundt på, og som nogle ynder at kalde vores kristne kulturarv?

Hvis vi var i det 16. årh nu, havde dette været med livsfare. Dengang var det strengt forbudt at mene noget andet end kirken, for så var man kætter og kunne dømmes til døden. Hvorfor var det mon så vigtigt for konge, kirke og andre myndigheder, at ingen kritiserede kristendommen? Om det var katolicismen eller protestantismen, det var det samme.

Der var strenge regler og båndene var stramme, for hvad man måtte sige og mene. Først relativt sent i kristendommens historie kom der trosfrihed og fortolkningsfrihed med hensyn til bibelen. Den magt har kirke og myndigheder heldigvis ikke i dag, for vi har haft en renæssance siden, hvor folk selv begyndte at tænke over religion, politik og sociale forhold, og vi har fået demokrati, trosfrihed, ytringsfrihed osv. Men det har været vigtigt for kirkefædre, bisper, kirker, klostre, fyrster, konger og kejsere lige siden kristendommens godkendelse, at ingen stillede spørgsmål ved læren, for der skulle være ro i riget og frelseskonstruktionen, som midlet til det evige liv, måtte absolut ikke sættes i tvivl.

Hvis vi holder os til det religiøse, blev mennesker for 500 år siden indoktrineret med religiøse dogmer, forskrifter, ritualer og bønner osv. Meget få turde eller kunne protestere imod dem, så de religiøse tanker blev forsat repeteret, som de var blevet det siden kristendommens anerkendelse af kejser Konstantin den Store i 312. Luthers reformation bragte en lille ændring, men heller ikke mere, for han gik kun et stykke af vejen. Han fik ændret afladsbreve, erklæret paven for fejlbarlig, oversatte bibelen fra latin til tysk, ændrede forholdene for munke og nonner, og afskaffede den sakramentale betydning af cølibatet, konfirmationen, skriftemålet, præsteordinationen og helgen- og relikviedyrkelsen.

Altsammen fint, men det var kun en mindre reformation, for de tunge dogmer og den blinde tro på dem, blev hermed yderligere styrket.

Luther holdt fast på:

Jesus som sonoffer, der påtager sig vore synder dvs. retfærdiggørelse ved tro.

Nadveren som opfyldelse af Jesu sonofferdød.

Dåben som sakramente.

Jomfrufødslen.

Arvesyndslæren.

Prædestinationslæren og evig fortabelse.

Skriftet (nye testamente) som absolut sandhed.

Alle disse læresætninger stod ikke til diskussion hverken dengang eller mange steder i dag, og de er decideret fejlagtige for opfattelsen af Gud og Kristus og deres forhold til menneskeheden og det åndelige i det hele taget. Det er ikke bare ligegyldigt for vort liv her og hinsides, om vi skader andre eller endog slår nogen ihjel. Det er heller ikke lige meget, om vi på forhånd er dømt til evigt liv eller evig fortabelse, om vi kan stole på bibelens vejledninger, udsagn og historier og ikke mindst om det er sandt, at Gud har planlagt Jesu lidelse og død på korset, for at hans blod skal vaske vores synder af os.

Hvad skal man dog sige til alt det? Hvad synes du, som læser? Lyder det ophøjet, rent, guddommeligt, smukt? Er denne lære en kærlig Jesus værdig? Han, som gav alt, hvad han havde for at hjælpe andre? Er den en kærlige Gud og Fader værdig? Han som elsker alle betingelsesløst og lige meget. Kan Han have planlagt en lidelsesfuld død for den elskede søn, som bragte menneskeheden kærlighedsbudskabet?

Hvorfor gik Luther ikke videre i sin reformation? Hvorfor stoppede han her?

Vi behøver ikke standse her i vores protest mod dogmer, der er skæve og fordummende på alle måder. Det er vigtigt, at vi gør os bevidst, hvad de dogmer egentligt betyder, for deres indhold er skadeligt for en sund og naturlig tankegang og forståelsen af det guddommelige. Det er på tide, at vi river det forblændende slør væk, som i århundrederne har formørket menneskers tankegang på bekostning af Gud og lyset.

Er du villig til at gå videre, så får du senere i teksten historien om den kristne kirkes dogmer og deres bindende magt på mange menneskers sind og tanker op gennem hele kirkehistorien, ja selv i 2015, hvor en præst, der drister sig til at sætte spørgsmålet om reinkarnation til debat, bliver banket på plads, fordi kirkens frygt er, at noget som helst skal ændres ved dens grundlag, dogmer og lære. Det er ikke frihed, men bindinger, og kirken glemmer Jesu ord, om at bygge sit hus på klippe og ikke på sand.

For øvrigt fastslog højesteret i 2005, at en kirketjener, som erklærede sin tro på reinkarnation, blev uretmæssig ekskluderet af kirken, fordi troen på reinkarnation ikke var at sætte sig udenfor kirken. Oldkirken har heller aldrig fordømt troen på reinkarnation. Den fordømte Origenes´ andre skrifter, men ikke han skrift om reinkarnation. Hvorfor mon ikke? Selvfølgelig fordi reinkarnationstanken ikke ansås for at være en trussel mod den tidlige kristendom. Den levede blandt folket og findes også flere steder i nye testamente.

Alt burde være til debat i kirken. En tidligere kirkeminister prøvede at skabe en debat om alle kirkens forhold gennem en folkehøring. Hun må have vidst, at kirken stod på sand. Der kom mange gode forslag og indspark til kirken, men da gennemførelsen heraf skulle gøres af kirkens egne folk, løb det hele ud i sandet, meget apropos. De åndede lettet op, for ændringer er ikke noget for kirken. Så den står stadig på sand. En bølge af udmeldelser kan sænke den, men det er bedre at redde den ved at forny den, for vi skal lære af dens fejltagelser og dogmevæsen, ellers udvikler vi os ikke. Det er nemlig også vores, medlemmernes fejltagelser og fordummelser, som skal erkendes.

Dogmet om Jesu soningsdød, er den største fejltagelse, fordi den giver et falsk billede af kristendommens vigtigste skikkelser: Gud og Jesus. Hvem Gud er, og hvad Jesu mission var osv. Inkluderet i dette billede er den fejlagtige lære om, at hvis vi bare tror på Jesus som offerlam, så er alle vores ugerninger – fra den mindste til den største – slettet. Men det er en illusion, for som vi sår, skal vi høste; såvel det gode som det onde. Regn selv ud hvor mange kristne, der har levet og døet siden Jesus. Det er mange milliarder. Intet menneske kan krybe udenom denne lov, som ikke er en straf, men en udviklingsproces. Utallige mennesker har efter deres legemes død, når de vendte tilbage til den åndelige verden, med bitter smerte måttet erkende, at Jesus ikke døde for deres synders skyld, men at de selv måtte stå til regnskab for det liv, de netop havde gennemlevet. Bitterheden bliver endnu større, når det går op for dem, at havde de brugt mere af deres liv på at erkende deres egne skyggesider og transformere dem i tide, dvs inden døden, i modsætning til troen på Jesu soningsdød, så havde deres livs opgørelse formet sig anderledes nemmere.

Soningsdøden benævnede Luther ”retfærdiggørelse ved tro og troen alene”, og det er blevet fremført af mange kristne personligheder fra oldkirken og til i dag. I en almindelig gudstjeneste optræder dogmet ca. 10-12 gange i trosbekendelsen, nadveren, bønnerne og i salmerne til sammen. Det konstaterede jeg, da jeg var i kirke d. 19/3 2017.

I det oldkristne skrift ”Didaké – de 12 Apostles Lære”, fra år 70 -100, der af kirken betragtes som den første håndbog i kirkeorden, findes hverken nadver eller forsoninglære. Skriftet omtales under ”Ægte kristendom”.