Cand. teol. Otto Horrebow, 1769-1823, udgav i 1796-1801 tidsskriftet Jesus og Fornuften, som fik stor udbredelse. Han skrev om forskellige sider af religion og kristendom ud fra et rationalistisk synspunkt, bl.a. om treenigheden og dåben, som her skal omtales nærmere.

Religionsblad nr. ll, 1797 har overskriften treenighedens ubibelskhed. Efter en indledning, der betegner treenigheden som fornuftsstridig og en bemærkning om, at de kristne ved at antage den sætter sig dybt under de hedninge, som de foragter, går Horrebow over til at vise, at der i Bibelens udsagn ikke er hjemmel for læren. Den ortodokse biskop (unavngiven), som fik sin doktorgrad, hvori han har bevist treenighedslæren af Salmernes bog 33.6: ”Ved Jehovas ord er himlene frembragte og ved hans munds ånde hele deres hær”, ønsker OH ikke ”at spilde den ædle tid på at gendrive da de fleste, selv i andre ting hårdnakkede, ortodokser er frafaldne hine af Det gamle Testamente tagne beviser for treenighedslæren.” (s. 164).

Horrebow vender sig nu mod Det nye Testamente og fremdrager l. Johs. 5,7 som et hovedbevissted for læren, der har gjaldt i århundreder: ”Der er tre, som vidne i himmelen, Faderen, Ordet og den hellige Ånd, og disse tre er eet.”

Tilsyneladende er der her et uomgængeligt bevis. Dog, indvender OH, for den der lytter til Pauli Ord i 2. Kor. 3,6 om at bogstaven ihjelslår, men ånden levendegør, og undlader at tage sin fornuft fangen under åndens lydighed, må dette skriftsted afvises som uægte. Det vides af ”at de kirkefædre, som i århundreder efter Kristi død mod kætterne ivrede for treenighedslæren ikke betjente sig af dette sprog til et bevissted, men tyede til andre steder, som de vanskeligere kunne hendreje til denne læres forsvar.” (s. 167-68).

Otto Horrebow slutter med at give treenigheden dette skud for boven:

“Heraf ses, at enten har dette sprog ikke dengang stået i Det nye Testamente, eller om det alt har stået heri, dog været anset for indskudt og uægte. Derfor frafalde også selv ortodokser dette bevissted. Således findes det ikke anført i biskop Balles lærebog på det sted, hvor treenighedslæren afhandles. Om det end var ægte, kan man dog ikke heraf bevise treenighedslæren; thi de ord: Disse tre er eet tilkendegive efter Det nye Testamentes sprogbrug blot, at de fremme eet øjemed og betegne altså ikke nogen lighed i væsen. Således siger Paulus i I. Kor. 3. 6-8, at han og Apollos var eet, det er, arbejdede på at fremme det samme øjemed.”(s. 168)

Så grunden til at dette skriftsted ikke blev benyttet, er ifølge OH, at det ikke fandtes førend den katolske kirke i 5. århundrede selv digtede det og indsatte det i 1. Johs 5, 7-8.

Præsten Thorvald Kierkegaard skriver i Protestantisk Tidende ”Hvad er udogmatisk Kristendom”, 1944:
”Men i vore dage har man måttet udelade det (skriftstedet) igen, fordi det mødte så skarp kritik fra alle sider, at man fastholdt dette absolut uægte sted i de autoriserede udgaver af Det nye Testamente. Fra 1907 er det derfor også udeladt af den officielle danske udgave.

Men så har man faktisk intet bevis for treenighedsdogmet og må nøjes med at anføre de steder, hvor Gud, Kristus og Ånden nævnes i nærheden af hverandre – som fx i begyndelsen af Efeserbrevets 4. kapitel …”

Videre siger Kierkegaard: ”Men den lærde dogmatiker, professor Peder Madsen, der senere blev Sjællands biskop, anfører alligevel dette sted som et bevis for treenighedsdogmet, blot fordi een ånd, een Herre og een Gud nævnes i nærheden af hverandre. Og af lignende art er de andre skriftbeviser, han opregner.”

Forvanskningen af 1. Johs 5, 7-8 er også blevet behandlet af fysikeren Isaac Newton (1642-1727) i hans skrift ”A Historical Account of two notable Corruptions of Scriptures”, udkommet posthumt i 1754 første gang. Heri fremfører han samme argument som Horrebow, nemlig at treenighedslærens forkæmpere ville have brugt skriftstedet, hvis det havde fandtes i kristendommens første mange århundreder.

Kirken har tydeligt problemer med treenighedslæren. Den blev endelig vedtaget på kirkemødet i Konstantinopel i 381, og er med i folkekirkens bekendelsesskrifter, men man kan ikke finde belæg for den i NT´s evangelier eller andre evangelier og den er således ikke kristendom.