Da jeg for nogle år siden så filmen om Luthers liv, husker jeg, at der var en passage med nogle fattige bønder, som gjorde oprør mod deres herremænd eller øvrigheden, som det hed på Luthers tid, dvs. fyrsten, kirker og klostre og herremanden. Det blev slået hårdt ned med brutal våbenmagt. Luther skulle have sagt ”slå dem ned som gale hunde,” og 75.000- 100.000 mistede livet. Var det virkelig sådan?

Luther skriver selv om bondeoprøret:
”Tre slags gruelige synder imod Gud og mennesker ophober disse mennesker over sig, og derved har de mangefold gjort sig fortjent til døden på legeme og sjæl. For det første: De har svoret deres øvrighed troskab og huldskab, svoret at være underdanige og lydige. Og det har jo også Gud påbudt, når han i Matt 22,21 siger: Giv kejseren, hvad kejserens er, og i Rom 13,1: Enhver skal underordne sig øvrigheden osv.”

Hvis et menneske sværger at være underdanig og lydig, kan det kun være fordi, det ikke har andre muligheder og føler sig tvunget til det. Når muligheden for at frigøre sig for et slaveagtigt bindingsforhold så gribes for at opnå rimelige menneskelige vilkår, mener Luther, at de har gjort sig fortjent til døden på legeme og sjæl. Det sker med henvisning til Paulus´ brev til romerne vedrørende forholdet til øvrigheden.

Længere fremme siger Luther så:
”Derfor skal her enhver, som kan, slå løs, slå ihjel og stikke ned, privat eller offentligt, i den overbevisning, at der ikke kan være noget mere giftigt, mere skadeligt, mere djævelsk end et oprørsk menneske. Ganske som man må slå en gal hund ned (min fremhævning) slår du ikke den, så slår den dig, og et helt land sammen med dig.”

Jeg spørger: Fortjener en sådan holdning at blive fejret? Endda hos et menneske, som selv havde svoret underdanighed og lydighed overfor en øvrighed (augustinerordenen), men brød sit munkeløfte, da han opdagede, at det ikke bragte ham fred, ikke hvilede på Guds ord. Det var godt, at Luther brød sit munkeløfte, men hvordan kan han med den erfaring opfordre til nedslagtning af bønderne? Er det værd at hylde? Kan man adskille Luthers religiøse virke fra hans øvrige handlinger, og holde dem udenfor, når vi skal fejre ham?

Luther var en populær mand hos den jævne befolkning, som anså hans kamp mod pavestatens hykleri for en støtte til deres egen kamp for bedre levevilkår og mindre undertrykkelse. Denne popularitet forsvandt naturligvis som dug for solen blandt den undertrykte befolkning. Luther blev herefter kun kirkens, klostrenes og de besiddendes mand.

I år fejrer vi Luther for hans afsløring af pavekirkens handel med afladsbreve, pavens fejlbarlighed og den falskhed og ukristelighed, han oplevede i Rom. Vi fejrer ham for hans oversættelse af bibelen til tysk, så i det mindste de, der kunne læse, havde mulighed for at sætte sig ind i den og selv tolke den. De var nu deres egen præst og kunne selv studere kilderne, men det krævede, at de var døbt.

Gudstjenesten foregik på modersmålet, så alle kunne følge med. Vi fejrer ham for hans påvisning af, at i kristendommen skal vi ikke blot følge loven, men også det dobbelte kærlighedsbud nemlig til Gud og til næsten.

Det var plussiden, men hvad siger minussiden? (Udover ovennævnte anbefaling af nedslagtning af bønderne).

Luther troede på og advokerede for det begreb som hedder retfærdiggørelse ved tro. Retfærdiggørelse er det samme som frelse i denne sammenhæng, altså at blive frelst via sin tro, dvs troen på Gud og Jesus Kristus, for kristus har ved sin død på korset renset os for vores synder, siger dette dogme. Luther begrunder det sådan: ”Døden er Guds vredes evige straf. Derfor må vi have en anden, som har lidt en uskyldig, ren død for os og dermed betalt Gud, så denne vrede og straf fjernes fra os.”
Med andre ord er Gud = paven, idet de begge tager imod betaling, for at vi kan slippe for vores straf!

Luther tager doktrinen helt bogstavelig, troen er nok, vores handlinger har ingen betydning, som han skriver i et brev til Melanchthon:
”Om så jeg slog tusind mennesker ihjel, ville det ikke betyde noget for min frelse, når blot jeg har troen.”
Her vildfører Luther sin tilhængere, ja han bedrager dem, fordi han selv er blevet vildført.
Han glemmer bibelens ord jf. Paulus´ brev til menigheden i Galatien: (Gal. 6.7) ”Hvad et menneske sår, skal det også høste”. Og der er ingen vej udenom, hverken gennem Jesu død på korset eller retfærdiggørelse ved tro eller anden form for ”kristent mysterium”. Her er der kun en vej frem: angerens tårer og inderlig bøn om tilgivelse, både til Gud og til den man har skadet. Meningen hermed er ikke at straffe, men at opdrage. Her skal det tilføjes, at opnår man tilgivelsen fra den krænkede person (Gud er mere villig til tilgivelse), så behøver man ikke høste, for så har mennesket både lidt for det og lært af det og dermed høstet. Dette er undertegnedes erfaring og den del af reinkarnations- og karmaloven, som sjældent nævnes.

Jeg spørger: Skal Luther hyldes for at have belært om og gentaget Paulus´ doktrin om retfærdiggørelse ved tro?

Til minussiden hører også prædestinationslæren eller

forudbestemmelseslæren på jævn dansk. Det betyder, at hvert menneske i forvejen (af Gud!) er forudbestemt til enten at komme i himlen eller i helvede på dommens dag. Hvad for noget? Så kan det jo igen være flintrende fløjtende ligegyldigt, hvordan vi opfører os som mennesker! Hvorfor så overhovedet stræbe efter at være et godt menneske og følge Jesu kærlighedsbudskab?

Luther har overtaget denne lære fra Augustin og har i den grad glemt at tænke over den og sammenholde den med sin kristne etiske holdning til livet. Først i 1525 ændrer Luther delvis opfattelse og gør frelsen afhængig af, om mennesket i tro modtager Guds frelsestilbud. Og her hjælper retfærdiggørelsen ved tro alligevel ikke, for Luther siger: ”Kristus er ikke død for alle, kun for de udvalgte”, på basis af Rom. 8.28. Ja, der gøres forskel på folk.

At kunne ændre holdning indenfor kristen dogmatik er prisværdigt, men skal Luther hyldes for at betinge menneskets frelse på, om det tror på Gud eller ej og regne nogle mennesker for udvalgte og andre ikke-udvalgte? Hvad er dog det for et gudsbillede?

Her ville det være forkert at udelade læren om arvesynden, som den gode Luther også var talsmand for. Med arvesynden menes den synd, alle mennesker har arvet fra de (ifølge bibelen) første mennesker, Adam og Eva. Den arv har vi ikke mulighed for at fraskrive os ifølge denne lære. Den stammer fra kirkefaderen Augustin, som Luther stiller sig på skuldrene af, og virker for de fleste mennesker som galimatias. Selv blandt de 2,2 mia kristne, der findes på verdensplan, betyder denne påståede syndeskyld næppe noget for ret mange. Den ortodoks-kristne kirke afviser den. Og det skulle Luther også have gjort, for arvesyndsdogmet sætter den påståede retfærdiggørelse ved tro ud af kraft alene af den grund, at Kristus var et menneske (af Davids slægt) og derfor også pådrog sig arvesynden, dvs. han er syndig og kan derfor ikke fungere som et rent sonoffer på korset. Jf. Luthercitatet ovenfor om døden.

Der er mere på listen. Luther citerer ofte Paulus, tilslutter sig hans lære, og dette gælder også tolkningen af Jesu død på korset som en soningsdød for alle kristne. Der er belæg for det i bibelen, javist, men der er belæg for så meget i bibelen, også det modsatte.

Mange folk er diffuse mht. Jesu død på korset, for var det en velgerning, og hvem var så velgøreren, eller var det en forbrydelse? Hvem er i så fald forbryderen? Gud? Den romerske statholder Pilatus? Den jødiske præst Kajfas? Eller hele folket? Eller Judas Iskariot med djævelen bag sig?

Hvis det var Gud, har vi et stort problem: Så er Gud utilregnelig, for Han siger, at vi ikke må slå ihjel, og så giver Han endda selv sin egen elskede søn en lidelsesfuld død.

Luther siger i sin modstand mod afladshandelen, at den er nyttesløs, for Kristus har løskøbt os (fra synden). Man kan spørge, hvad forskel er der på at betale for et afladsbrev eller at Jesu via sin korsdød betaler Gud for menneskenes syndsfrihed? Hvis aflad er svindel, hvad er så ideen om, at Jesu død løskøbte os for synd?
Skal Luther hyldes eller klandres som talsmand for dette?

Ja, vi fejrer året 2017 som 500-året for reformatoren Martin Luther, som modigt stod op mod pave, konge og kirkens fortolkning af bibelen.
I lyset af ovennævnte plus- og minussider må Luthers reformation betragtes som en mindre reformation, idet det ikke lykkedes for ham at befri kristendommen for de største skampletter. De overlevede, og hvor længe vil de mon det? Er den mon dem, som afholder folk fra at komme i kirkerne? For der må jo være en grund til, at kun 1-2 % kommer der regelmæssigt.

Kunne den grund være, at de ikke bryder sig om kirkens lære, i form af trosbekendelser, bønner og salmer dvs. dens grundlag? Men gerne vil benytte sig af dens praktiske tilbud, som dåb, konfirmation, bryllup, begravelse og julegudstjeneste?

Hvis Luthers reformation kun var en mindre, som jeg påstår, hvad kan mon grunden så være hertil? Han stod jo modigt frem, trodsede de største autoriteter og satsede sit liv som en slave af sin samvittighed med ordene: ”Her står jeg, jeg kan ikke andet!” Kunne han have gjort mere?
Luther blev fristet af djævelen, og derfor kastede han blækhuset efter djævelen og forbandede ham tilligemed. Det er fra den kant, han blev vildført. Luther mente, vi selv kunne vælge, hvem vi ville følge, Gud eller djævelen, og det var en stadig kamp mod djævelen for ham.

Lad os lige kigge på hvad Kristus siger, da han udånder på korset: ”Fader tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de gør” (Luk. 23,34); altså tilgiver sine fjender.

Hvis Luther havde haft en tilsvarende holdning overfor den onde, som angreb ham, hvis han havde været bevidst om det og formået at bede for hans frelse og ikke forbande ham, så havde han ikke mødt den modstand, som han gjorde. Så havde han måske formået at hæve sig op over mørket og slippe fri af det. Han havde forløst sin fjende og sat sig selv fri gennem tilgivelsen i stedet for at binde sig til ham. Dette er tilgivelsens frigørende magt, som Kristus formåede at praktisere.
Er det noget, vi mennesker kan lære af?

Ovennævnte forhold er bla. begrundelsen for, at Luthers reformation kun var en mindre.