Kristendommens grundsten er Jesu soningsdød. Men kun for den, som tror på, at Gud sendte Jesus til jord, for at han skulle dø på korset. Kun ved at Jesus påtog sig menneskers skyld, kunne de blive frelst og få det evige liv i paradis, lyder dogmet. Ved de første menneskers synd (Adams og Evas), bliver alle mennesker smittet af synd (arvesynden), og det har skabt en mur af synd mellem mennesker og Gud, derfor må Jesu ”skyldfri” blod på korset rense menneskers synd, så de i ly af hans renhed kan indgå i paradiset efter døden.

Dette er grundstenen i kirkens kristendomslære og også dens hoveddogme. Hvis det dogme falder, kan vi ikke blive frelste, og leve efter døden. Altså hvis nogen mener, at det ikke var Gud som gav Jesus døden, men menneskene, så falder soningsdøden øjeblikkelig, og efter kirkens mening er der ingen vej til evigt liv eller til paradis.

Kan det mon passe?

Dette er skåret helt ind til benet, uden noget pynt eller nogen udsmykninger på dogmet og dets frelseslære. Nogle årtier efter Jesu død begyndte folk at forstå, hvor forfærdeligt han var blevet behandlet. I stedet for at erkende dette, valgte de at skyde skylden på Gud, at hævde det var Guds vilje, og der blev opdigtet alle mulige udlægninger af ”Jesu sted- fortrædende død”, som udtryk for Guds ”kærlighed”.

Paulus var ophavsmanden til udlægningen af Jesu død som Guds vilje, men ingen af Jesu apostle var enige med ham, de forstod ham ikke, talte næppe sammen. Det er meget naturligt, for soningsdøden har intet med Jesu egen lære at gøre. Den er skabt i bedste mening af Paulus, men ud fra en ubevidst påvirkning fra tidens religiøse opfattelser og er uden hold i virkeligheden.

Omkring dette hoveddogme binder sig en række mindre betydningsfulde dogmer. De har ikke direkte noget med hoveddogmet om menneskers frelse at gøre, men er indirekte bundet teologisk til det. Forestil dig en edderkops spindelvæv hvor de forskellige dogmer er hæftet på. I midten er kirkens grundsten, hoveddogmet, forsoningslæren og rundt om i en cirkel er de øvrige dogmer. De er i kontakt med hinanden, og hver især er trådforbundet med hoveddogmet. Så bliver noget bevæget hos de underliggende dogmer – hvis fx mennesker stiller spørgsmål, sår tvivl eller afviser at tro på dogmet – sendes der altid en vibration til hoveddogmet i midten, måske også til de andre underliggende. Så blinker der en rød lampe, dogmevæsenet er i fare.

Forestil dig, at du er som en flue, der har sat sig i spindelvævet. Du er tilfreds med dogmet, for du tror på det, og du har godkendt det i dit sind. Hvis du mister troen på det, og vil ud af det, er det ikke så nemt, for der er bindinger mellem dig og dogmerne.

Eksempel: Et menneske afviser prædestinationen dvs. at Gud på forhånd har dømt enhver af os til enten himlen eller helvede. Straks falder også den påståede frelse via Jesu korsdød, for hvorfor skulle Gud lade Jesus sone vores synder, hvis vi alligevel er dømt til evig fortabelse? Og skulle vi være prædestineret til himlen, har vi ikke brug for Jesu soningsdød. De 2 dogmer, soningsdøden og prædestinationen, strider mod hinanden, hvad er sandt og hvad er løgn?

Det er et enten/eller. Og er man først nået til denne erkendelse, er der ingen vej ind i folden igen, ind i det klistrende spindelvæv.

Et menneske afviser nadveren, indtagelse af den lille oblat og bægeret med vin, om hvilket præsten siger: ”Dette er Jesu Kristi legeme; dette er Jesu Kristi blod.” Dermed skulle mennesket få syndsforladelse. Straks bortfalder Jesu stedfortrædende død på korset i ly af hvilken kirken påstår, du få slettet dine synder og evigt liv.

 

Hvorfor? For nadveren er en opfyldelse af soningsdøden, idet oblat og vin bliver forvandlet til Jesu blod og legeme, når de indtages ifølge transsubstantiations læren. Når du afviser nadveren, giver det derfor ingen mening at tro på soningsdøden, for de er som 2 sider af samme mønt.

Det er et enten/eller. Begge dogmer et bundet op på en tese om, at en anden skal gøre noget for os, som vi faktisk kun selv kan, nemlig at erkende vores fejl og synder og bede om tilgivelse herfor. Det er en mangel på tro, når mennesker glemmer, at Gud altid er parat til at tilgive den, der angrer og beder om tilgivelse.

En forælder ønsker ikke at lade sit barn døbe. Ved dåben bliver barnet medlem af folke- kirken og forældrene siger på barnets vegne ja til trosbekendelsen, syndernes forladelse og det evige liv. Det er en skævvridning af dåbens oprindelige betydning, som er en symbolsk renselse og optagelse i det kristne samfund. På Jesu tid skulle den foregå i levende vand, fx en kilde, flod osv. Johannes døbte Jesus i Jordanflodens vand, og det var kun en symbolsk renselse inden Jesus begyndte sin gerning.

Et menneske afviser jomfrufødslen. Den er Marias såkaldte ubesmittede undfangelse med helligånden som befrugter i stedet for en mand. Der er flere apokryfe evangelier, (der ikke er optaget i bibelen), som fortæller at Jesu moder, Maria, levede i kyskhed og var den rene jomfru, og at Josef ikke lå med hende. I lange tider før Maria havde det været almindeligt at tillægge betydningsfulde personer en sådan oprindelse.

Men Jesus skulle også være af kong Davids slægt, og så kniber det med renheden, for arvesynden, som Augustin fremførte i det 4. årh. ville gælde for Jesus som for alle andre, og så var han ikke længere ren.

Hvad er det rigtige: Jomfrufødslen eller arvesynden? Arvesynden betyder, at Adams og Evas synd i paradiset har belastet hele menneskeheden med skyld og en tilbøjelighed til det onde. Begge dogmer kan ikke være sandhed. Men de kan begge være falske! Igen er det enten/eller. Hvis en kirkekristen person først er nået hertil i sine overvejelser, går vedkommende næppe tilbage igen til hverken en fysisk umulig undfangelse pga. et misforstået renhedskrav eller en opdigtet syndsbevidsthed, man ikke selv har nogen andel i.

For øvrigt mente kirkefædrene Augustin og Ambrosius at arvesynd kunne ”helbredes” med dåb, så de forfulgte ikke-kristne for at give dem dåben som medicin. Arvesynd opfattedes som en mur for frelsen, men kunne også ”fjernes” med Jesu soningsdød.

Et menneske afviser treenigheden, da det ikke kan forstå at 3 kan være 1 og 1 kan være 3. Grundtvig afviste den i sine unge år. Desuden er treenigheden slet ikke omtalt i bibelen. Tanken om 2, 3 eller flere guder fortoner sig tilbage til gamle folkeslags religiøse sagn og myter. Treenighedstesen blev genopvakt ved kirkemødet i Nikæa i 325, hvor kejser Konstantin gennemtvang, at Kristus var af samme væsen som Gud, og endeligt vedtaget på kirkemødet i Konstantinopel i 381, hvor Gud altså blev erklæret at være 1, men også 3:

Hvis man siger nej til det gudsbillede, så falder soningsdøden også til jorden, for det giver ingen mening, at en del af Gud i kødet skulle dø på korset for at tilfredsstille en anden del af Gud i himlen dvs. en anden del af sig selv.

Så igen: Enten tager man begge dele eller ingen af dem, for de kan ikke begge være rigtige, men de kan begge være forkerte. Sådan er disse to dogmer bundet sammen med mørkets usynlige tråde.

Et menneske siger fra overfor dogmet om kødets opstandelse. Det bygger på, at ikke alene Jesu ånd, men også hans forpinte legeme, skulle være opstået efter døden. Andre menneskers afdøde legemer vil så også opstå.

Kødets opstandelse blev erklæret for sand kristen tro på samme koncil i Nikæa i år 325 som treenigheden. Med skriften af en pen var dette dogme indført af den første kristne kejser, Konstantin den Store.

En åndelig opstandelse for ånden til en åndelig verden er naturligt, logisk og meningsfyldt.

Men en kødelig opstandelse for legemet til en åndelig verden er i modstrid med såvel de fysiske som de åndelige love. Fordi Jesu legeme var væk fra graven, betyder det ikke at det var opstået, som hans ånd var det, for nogen kunne fx have fjernet det.

Dengang i 325 mente man opstandelsen af kødet bogstaveligt, men i dag ”giver det ikke mening” længere siger nogle kirkefolk, andre fastholder opstandelsen med hud og hår, og nogle kristne nytolker dogmet som en samling af menneskets erfaringer i livet, også de ubevidste, samt dets identitet. Det er altså ikke kødet, der opstår.

Paulus siger (1.kor.15, 50): ”Kød og blod kan ikke arve Guds rige, og det forgængelige arver ikke det uforgængelige.”

Når kødets opstandelse afvises af nogle præster, hvordan kan de så tro på, at Jesu kødelige legemes død kan rense for al synd? Det er lige så meget i modstrid med de fysiske naturlove og de åndelige love som kødets opstandelse er. Er det fordi Paulus siger det? Hvis ja, så må det veje tungere, at Jesus ikke selv siger, at hans opgave var at påtage sig andres synder gennem sin død. Jesus siger derimod, at det første bud er det dobbelte kærlighedsbud, Mark. 12,29 : ”At elske sin Gud af hele sit hjerte, sjæl og sind og af hele sin styrke og dernæst elske sin næste som sig selv. Intet andet bud er større end disse.”

Jesus opfordrede sine disciple til at leve i fred og fordragelighed med alle andre mennesker. Hans gerning bestod også i, at befri jøderne fra moselovens tvang ved at formidle et langt renere og kærligere gudsbillede. Han lærte folk, hvordan man ved at praktisere næstekærlighed, tilgivelse og renhed kan undgå at synde ved at hæve sig op over det onde.