Djævelen eller Satan er hovedpersonen i Johannes´ Spørgsmål, der på mange punkter er i overensstemmelse med bogomilernes lære. Bogomilerne var kristne på Balkan, som afviste de kristne dogmer, ritualer og sakramenter. Sammen med katharerne, og de oprørske kristne i Norditalien, havde de dualismen til fælles. Det vil sige, at de modsat katolikkerne så verden som en kamp mellem godt og ondt, lys og mørke, Gud og Satan. Bogomilernes kristne tankegang kan beskrives i følgende overskrifter: Alle mennesker er lige – mænd og kvinder er lige – forkyndelse kan foretages af alle – dåb og nadver afvises – gudstjenesten foregår på deres eget sprog (glagolistisk) – magt korrumperer – alle menneskers liv er ukrænkeligt = du må ikke slå ihjel = ingen våbenbrug og krigsførelse.

I Johannes´ Spørgsmål foregiver teksten at være spørgsmål stillet af Johannes til Jesus ved den sidste nadver. Navnet Jesus nævnes på intet tidspunkt, men derimod bruges ”Herren”. Svarene er usædvanlige. Søren Giversen har oversat og udgivet skriftet, der findes i ”Oldkristne tekster, III”, p. 375-76, Sankt Katharinaklostret, Sinai, 2002.

Giversen beskriver handlingen, dvs. Herrens svar, således:

”Satan går ind i Judas. Inden Satans fald var han Guds forvalter af alt. Efter at have set sig om rejser han Guds engle til oprør og får dem til falskeligt at nedskrive deres gæld til Gud. Dette opdager Faderen, der giver ordrer til at de engle, der har sluttet sig til Satan, skal fratages deres myndighed, mens Satan selv skal fjernes fra Guds forvaltning. Takket være Faderens langmodighed får Satan en frist til forbedring. Den udnytter Satan til at skabe den jordiske materielle verden, og han laver mennesket, mand og kvinde, i sit billede og til tjeneste for sig selv og indretter paradiset med slangen skjult for at forlokke Adam og Eva, hvilket sker. Satan fik takket være Guds langmodighed lov til at regere i sit rige i 7 dage, der tolkes som 7 tidsaldre. Satans tjener Enok skriver bøger om ofre. De lukker himlenes rige for mennesker. Overmodigt proklamerer Satan sig selv som den eneste gud. Faderen har udsendt Sønnen til menneskene, for at han skal gøre dem bekendt med Gud. Men Satan forbereder som modtræk allerede korsfæstelsen ved at overlade Moses noget træ, der skal bruges til korsfæstelsen, og det er også Satan, der giver moseloven. Faderen forbereder  Sønnens komme, idet han ved Helligånden sender en engel, nemlig Maria,

hans moder gennem hvis øre Sønnen kommer ind i hendes krop, og engang skal han også komme ud af øret. Også Elias er en af Satans engle, og han bliver nu til Johannes Døber. Jesu dåb er en betingelse for dåben; selv er Jesus kommet ned fra den syvende himmel. Øjensynligt er svaret på et spørgsmål om, hvad hans kød og blod betyder, gået tabt. Overfor de mange, der bliver døbt med vand, står de få, der bliver døbt med Helligånden. Derefter følger en detaljeret fremstilling af Dommens dag med en skildring af de retfærdiges og syndernes skæbne, men teksten bryder pludselig af …

Håndskriftet fra inkvisitionens arkiv i Carcasonne har langt hen ad vejen haft en nogenlunde parallel til Wienerhåndskriftet, og derfor er det rimeligt at slutte referatet med Carcasonne-håndskriftet som grundlag:
Mens afgrundens dyb bliver stedet, hvor Satan og hele hans hær går hen, skal Guds søn indtage sin plads ved Guds højre side, ligesom de, der har fulgt ham, skal nå frem til Guds herlighed som den kendes i … 

Tekstens sidste linjer med oplysningen om, at teksten her af Nazarius er blevet bragt til kætterne i Concorezzo, og at den er fuld af vildfarelser, må være en påtegning af inkvisitionen.”
Således beskriver Giversen handlingen.

Herrens fremstilling af Satans rolle er enestående, men ifølge Giversen findes tilsvarende beskrivelser af Satans position i forhold til Gud i Bartholomæus` Evangelium. Ligeledes i den rabbinske litteratur rangerer Satan før faldet over alle englene ved Guds trone; og i Tertullians skrift ”Mod Markion” (2,10) er Satan før faldet den klogeste af alle englene.

Den mest slående lighed med Satans rolle i Johannes Spørgsmål ses dog i værket ”Vandrer mod Lyset!”, (udgivet af Michael Agerskov, København 1920), hvor Satans nye navn er Ardor (idet han er omvendt). Her drejer  det sig om en ekstraordinær lang etisk-religiøs og historisk tekst, en selvbekendelse, hvor fortælleren er Ardor selv. Dette navn valgte Satan at antage sig, efter at han frivilligt vendte tilbage til Gud, og ringen er dermed sluttet, om man så må sige. Se mere om ægte kristendom i afsnittet “Hvad er ægte Jesusord.”. Her citeres Jesusordene.