Hviler præsteløftet på Guds ord? Præsteløftet, som ikke er retsligt/juridisk bindende, blev brugt som begrundelse for  afskedigelser eller suspension i tilfælde hvor en præst fx:

– døber et barn til Faderens, Sønnens og Helligåndens navn i stedet for i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Præsten får lov at følge dåbsritualet fra 1912, der indeholder til.  Hans dåbssyn går dog videre end et til, og dette fører til afskedigelse. (Bent Feldbæk Nielsen, afskediget ved præsteret 1999).

– siger, at vores viden sætter gudsopfattelsen af. Mener, at der er ingen Gud, opstandelse eller evigt liv (Thorkild Grosbøll afskediget i 2003).

– afviser troen på kødets opstandelse (Per Ramsdal 2014-15).

– eller stiller sig positiv overfor troen på reinkarnation (Annette Berg, suspenderet i en periode, herefter prædikenkontrol 2015-16).

Længere tilbage blev præster dømt, fordi de protesterede mod følgende ord i den augsburgske bekendelse:

– artikel 17: de ugudelige skal fordømmes til uophørlig pine (Anton Jensen afskediget uden rettergang 1902)

– artikel 4: man kan ikke retfærdiggøres ved egne kræfter (Poul Kalmeyer, kirkeminister Bodil Koch annullerede hans afsted, som var ønsket af biskoppen, 1956).

Under 1800-tallets kirkekamp var der et større oprør mod kirkens doktriner og ritualer, men det blev slået ned. Her gjorde flere præster oprør:

Teologen Høgh-Guldberg afskaffede forsagelsen af djævelen i forbindelse med dåben pga. manglende dækning herfor i Bibelen.

Cand. teol. Otto Horrebow, 1769-1823. Han afviser treenigheden, pga. manglende hold i bibelen. Han hævdede, at dåben kun skal forrettes på voksne, da børn ikke kan lære, og henviser til Jesu ord: ”Går hen og lærer dem”. Dåben som salighedsbetingelse forkastes også og ligeledes dens funktion, at kunne give syndernes forladelse.

Teologen Henrik Georg Clausen erstattede i trosbekendelsen ”djævelen” med ”synden” og undlod ”nedfaret til dødsriget”.

Professor, teolog Henrik Nicolai Clausen forkaster tanken om Jesus som soningsoffer, fordi den er overtaget hedensk-jødisk offerteologi. Den ortodokse nadverlære afvises som overflødig, når syndeskylden så let lader sig aftvætte.

Om barnedåben: “Barnedåben kan ikke tillægges nogen egentlig sakramental virksomhed”, fordi sakramenterne kun virker under forudsætning af tro, som et spædbarn ikke kan have. Først ved en senere tilkommende trosbekendelse kan den virksomhed indtræde i bevidstheden, og da er det altså “den symbolske synsmåde, som den må fastholde.”
(Fortsættes under blokken, venstre spalte)

Syndefaldsberetningen tilbagevises som en mosaisk myte, der ikke kan tilfredsstille menneskets fornuft i den gåde, som syndens oprindelse er.

Læren om arvesynden afvises også, da den ikke kan finde indpas i denne teologi. “Det barn, som dør i selve fødslen, er altså ufordærvet og rent.”

Så ligefremt og direkte kritiserede disse præster kristendommens grundlag i begyndelsen af 1800-tallet. De startede en ny reformation eller skal vi sige, at de videreførte Luthers reformation? Det var kirkekampen i brydningen mellem en mere forstandsmæssig forståelse hos ovennævnte 1800-tals teologer og en dogmatisk trosbaseret tilgang til kristendommen i 1820-30, fremført af Grundtvig.

Det er uværdigt for folkekirken, at den stadig straffer præster, som udtrykker protester mod den kristne lære, dens doktriner og ritualer og dens manglende vilje til fornyelse. De burde i stedet belønnes for at bringe kirkens lære op til debat og fornyelse, for folkekirken er hensygnende, og det er som bekendt ikke lykkedes at forny den i begyndelsen af 1800-tallet eller senere.  Det kan ikke være meningen, at præster bliver nødt til at omskrive og lave deres egne fortolkninger af kirkens fejlagtige dogmer, for at kunne overleve som præst i den danske folkekirke.

Typisk for disse læresager bringer biskoppen præsteløftet ind som dømmende lovsæt. Ingen præst kan jo blive ansat uden at skrive under herpå og binde sig på hånd og mund. Men er løftet nu også bindende?

Præsteløftet hviler på den Augburgske trosbekendelse, som hovedsagelig er forfattet af Melanchton. Er han en ufejlbarlig autoritet? Hviler det hermed på Guds ord? For kun hvis løftet hviler på Gud ord, har det bindende virkning (ikke retsligt, men kirkeligt og moralsk).

Luther brød sit munkeløfte, da han opdagede, at det ikke hvilede på Guds ord. Har nogen nogensinde bebrejdet ham det? Når Luther således legalt kan bryde sit munkeløfte, kan en præst også bryde sit præsteløfte, hvis vedkommende kan godtgøre, at det ikke hviler på Guds ord. Så igen: Hviler Confessio Augustana på Guds ord? Afgør det selv!

Luther siger af gode grunde ikke noget om præsteløftet, for det fandtes ikke. Det er i dag efter mange kirkefolks mening en uskik, som blev dannet i Danmark i 1870, hvor det afløste den gamle latinske præsteed (Kirkeritualet af 1685).

Men Luther siger om munkeløfter og om løfter generelt i bogen ”Om munkeløfterne”.
”Løfterne er imod den evangeliske frihed,” (VOT03/1).

Luther:
”Først, munkeløfterne er ikke efter Guds ord, de er tværtimod imod Guds ord.

Der er ikke tvivl om, at munkeløfterne af den grund er en farlig ting, at de er uden autoritet og eksempel fra skriften; både den første kirke og det nye testamente kender slet ikke til dette at aflægge løfter om en eller anden sags brug …”

Altså er løfter ”imod Guds ord og uden autoritet og eksempel fra skriften”, og det må også gælde det senere indførte præsteløfte.

Teologen og filosoffen Søren Kierkegaard siger om præsteløftet:
Hvilken selvmodsigelse! Hvilken besynderlig form for alvor: Højtideligt at aflægge et præsteløfte, der faktisk indebærer den største selvmodsigelse. Fordærveligt er det – både for staten og for kristendommen!”

Tidsskriftet ”Øjeblikket” nr. 3.