Kristendommens blomsterhave


Kristendommens blomsterhave

Kristendommen er som en blomsterhave med de skønneste blomster og det hæsligste ukrudt. Jesu ord og tanker er plantet i den have, men ukrudtsplanterne truer med at overvokse dem og kvæle dem. Derfor er det vigtigt at rykke ukrudtet op og få rødderne med.

Reformatoren Martin Luther var ikke den første gartner i den have, men den mest kendte. I år er det 500 året for hans reformation af nogle dele af kristendommen. Lad os hylde ham for det han gjorde for kristendommen (oversatte bibelen til tysk, afskaffede afladshandlen, erklærede paven for fejlbarlig og gik imod cølibat, skriftemålet, helgendyrkelsen, præste-ordinationen, relikviedyrkelsen mm.) Men lad os også se på alt det, han ikke fik luget ud af kristendommen (dogmet om at Jesus tog vores synder på sig, om arvesynden og forudbestemmelsen til frelse eller fortabelse, om treenigheden, jomfrufødslen, om dåbens og nadverens helliggørende virkning mm), alt sammen forkerte ting, der ikke stammer fra Jesus.
Det var Jesus, der anlagde denne have under sit korte liv. Han smed mange frø og plantede evighedsblomster. Kun nogle få mennesker dengang forstod at værdsætte hans arbejde. De styrende og ledende var imod ham. Der var derfor kun en lille trofast skare til at videreføre haven, da han blev slået ihjel. Først da det var for sent, gik det op for hele folket, at de havde gjort noget forfærdeligt, da de hængte ham op på korset.


I lange tider herefter prøvede den ene og den anden, at sætte nye blomsterløg og få nyt liv i haven, men de havde ikke anlægsgartnerens indsigt og kendskab til livets blomster. De kunne ikke få evighedsblomsterne til at trives, og deres forsøg endte med, at de fleste af de skønne blomsterplanter degenererede, og i stedet voksede ukrudtsplanterne op. De erfarne gartnere, der tilbød hjælp, blev der ikke lyttet til. Kun de stærkeste evighedsblomster, som den store gartner selv havde plantet, bevarede deres livskraft og lever den dag i dag.

Men ukrudtet voksede sig stort og spredte sig, for mange mennesker gav det næring gennem deres tanker og handlinger. Og i kirkerne gøder og vander præsterne hver søndag både de mange forskellige ukrudtsplanter og evighedsblomster og menigheden følger stiltiende med. Hvis vi igen skal opleve den have blomstre og trives, som da den blev anlagt, må både menighed og præster blive enige om, hvad der er evighedsplanter og hvad der er ukrudtsplanter, og så tage arbejdshandskerne på og grave så dybt, at alle ukrudtsvæksterne og deres rødder kommer med op.