I »Vandrer mod Lyset« staar meddelt, at Menneskene blev skabt af de Ældste – Guds faldne Børn – under Ledelse af Mørkets Fyrste, Ardor – den Ældste af de Ældste – kendt i den menneskelige Verden som Lucifer, Satan, Djævelen etc. De Ældste mente sig magtfuldkomne nok til at skabe Væsener af deres egen Støbning, i deres egen Lignelse. Men de evnede kun at frembringe et »Menneskedyr« uden et aandeligt Jeg, uden Tanke og Villie. Menneskene blev saaledes skabt imod Guds Ønske og Villie! Mørkets Fyrste, hans faldne Brødre og Søstre, forsøgte paa forskellig Vis at lede disse uhyggeligt udseende Væsener til at danne ordnede Samfund o. s. v. o. s. v., hvilket alt totalt mislykkedes. I mægtige, uordnede Flokke levede de spredt over store Dele af Jorden. Strid og Slagsmaal, Mord og atter Mord hørte til Dagens Orden. Da disse Tilstande havde varet i mange og lange Tider, blev tilsidst nogle af de Ældste paa det dybeste grebet af Sorg og Anger over de frygtelige Skuespil, som de daglig var Vidner til i den menneskelige Verden, og i deres Fortvivlelse anraabte de deres Fader om Hjælp for disse elendige Væsener.

Gud opfyldte deres Bøn, og ved at knytte en Gnist af sit eget flammende Væsen til Menneskenes jordiske Legemer, samt ved at give dem Tanke og Villie gjorde Han de Ældstes Skabninger til sine egne Børn. Saaledes udrustet blev de i Stand til selv, i Aarmillioners Løb, at kæmpe sig ud af Mørket fremad mod Lyset, fremad mod Gud og Hans Rige. For yderligere at hjælpe disse elendige Skabninger lod de Yngste 3) sig – paa Guds Opfordring – føde til Jorden som Mennesker ved at lade sig knytte til ufødte Fostre. De Yngste blev saaledes Menneskehedens Foregangsmænd. For hvert nyt Slægtled bragte de flere Kundskaber, større Viden til deres Medmennesker, lærte dem Brugen af Ild, samt lærte dem at udnytte, hvad der forefandtes paa Jorden af Planter og Dyr. Uendelig langsomt udvikledes den menneskelige Aand mere og mere. Men Ardor, hans Brødre og Søstre, søgte bestandig at drage deres Skabninger tilbage i Mørket, thi de vilde ikke slippe deres Magt og Herredømme over dem. Da opstod den Tanke hos dem yderligere at bekæmpe de Yngste ved at lade sig inkarnere blandt Menneskene paa samme Maade som Guds Udsendinge.

Ansigt til Ansigt med dem i den jordiske Verden, mente de, at de kunde forhale, muligvis helt hindre de Yngstes Arbejde. Desuden kunde de, ved at lade sig inkarnere – for kortere eller længere Tid – frigøre sig selv for det uhyggelige Liv, som de ellers førte i deres af Mørket ødelagte Rige – en Sfære uden om Jorden. Fra den Stund, da Ardor begyndte at inkarnere de Ældste blandt Menneskene, blev Arbejdet uendelig vanskeligt for de Yngste; thi de Ældste fødtes som mægtige aandelige Personligheder, der svang deres Svøber over Menneskene – deres egne elendige Skabninger – som de gjorde til deres underdanige, tjenende Slaver. Som Fyrster, Konger, Kejsere fødtes de til Jorden og – som Præster! 4). Thi som Ypperstepræster havde de, gennem de paa Stedet værende Religioner, Magt ikke alene over Folket, men ogsaa over dets Herskere. Hidtil havde de Yngste ført Menneskene frem i en nogenlunde lige Linie, nu blev det til en bestandig frem- og tilbagebølgende aandelig Kamp mellem de inkarnerede Ældste og de inkarnerede Yngste; og Guds Udsendinge var atter og atter ved at tabe Modet og opgive det Hele.

Thi bag de inkarnerede Ældste stod Ardor! Han havde ikke formaaet at knytte sig selv til et Menneskefoster, hvorfor han maatte forblive i sit Mørkerige. Herfra ledte han sine inkarnerede Brødre og Søstre, der paa Grund af den Ondskab, de selv indebar i Sind og i Tanke, var lette at lede, de blev hans lydige Tjenere og Tjenerinder. Ardor indsaa meget hurtigt, at vilde han bevare sit Herredømme over Menneskene, maatte det ske gennem de Religioner, han havde skabt og indpodet i sine Skabningers Sind og Tanker. Thi jo flere religiøse Retninger, desto flere Stridigheder, da hver Religions Repræsentanter selvfølgelig bestandig vilde hævde: at deres Lære var den eneste rette, den eneste saliggørende. Og for at skabe end flere Stridsemner udtænkte han bestandig nye Religioner iblandet med Masser af Mystik, samt »forbedrede« paa forskellig Vis de alt bestaaende. I de talrige Former for Religion, der findes blandt Jordens forskellige Folkeslag, i de gamle Mytologier og Mysteriereligioner, overalt spores Ardors Indflydelse, selv om de Yngste, som Modvægt, søgte at bringe Sandheder om det oversanselige Liv, Sandheder om Menneskets Oprindelse og Sandheder om Gud og om Hans Forhold til Menneskene.

Intetsteds spores dog Ardors Indflydelse saa tydeligt som i de Kristnes Bibel, en Samling af Jødefolkets gamle historiske Sagn og Beretninger. I dette Værk optræder Ardor selv – han er let at kende – som Jahu, Jahve eller Jehova, Menneskenes »Gud«, Krigsguden! Der er ikke nogen som helst Grund til nu at falde over Jøderne for at smæde dem for den Kendsgerning; thi Jødefolkets Religion var i Virkeligheden hverken værre eller bedre end de andre paa den Tid eksisterende Religioner; 5), thi i alle Folkeslags religiøse Beretninger findes Ardor mer eller mindre skjult. Nej, der er saavist intet at bebrejde Jøderne her. Men foruden at kunne spore Ardor i disse gamle Forestillinger, spores tillige de Yngstes Indgriben paa det religiøse Omraade. Ogsaa i de Kristnes Bibel træder glimtvis en Personlighed frem, der i mangt og meget minder om den sande Gud, Menneskenes aandelige Fader.

Da den ældste af de Yngste – Kristus – levede sit Liv paa Jorden som Jesus af Nazareth, for i Aand og i Sandhed at lære Menneskene om Gud og for at bringe Kærlighedsevangeliet til dem, forsøgte Ardor paa vanlig Vis at gribe forstyrrende og ødelæggende ind, hvor som helst han var i Stand til det. Da Jesu Liv var afsluttet med hans Død paa Korset – en Død han led for sin Lære, der i høj Grad var en Modsætning til Jødernes – og Kristendommen begyndte at formes i Pauli Sind og Tanker, begyndte Ardor for Alvor at blande sig i den nye Religions Udformning; thi det stod klart for ham, at lykkedes det ikke at forvanske Meningen med Jesu Liv og Lære, da vilde hans – Ardors – Magt over Menneskene meget snart slippe ham af Hænde. Og han opfandt da nogle af de mange forskellige bærende Dogmer i Kristendommen og indpodede dem i Pauli Sind.

Ardor vidste, at jo mere Mystik han kunde blande ind i de religiøse Forestillinger, jo bedre vilde det være; thi Menneskene var endnu paa Jesu Tid i høj Grad grebet af de mystiske Skuespil, de mystiske Beretninger, der paa mange Maader florerede i de forskellige Folkesamfund, baaret frem af Præsteskaberne. Og Dogmerne om Jesu Jomfrufødsel, Jesus som syndefrit Menneske, Nadverens Indstiftelse, Jesu Soningsdød paa Korset, hans legemlige Opstandelse, hans Himmelfart, Læren om Treenigheden og meget andet var de Ingredienser, som Ardor til forskellige Tider blandede ind i Jesu Lære. Thi vandt Kristendommen, præpareret paa denne Maade, virkelig Indpas Verden over, da vilde han endnu for lange, lange Tider kunne beholde sit Herredømme over Menneskenes Sind. Og hertil kom: at Jødefolkets Beretninger om Jordens, om Menneskets Skabelse o. m. a., der var i Strid med de faktiske Forhold, blev det bærende Grundlag, som Kristendommen byggedes paa. Ganske naturligt skete dette, fordi den kristne Religion skabtes i Palæstina, Jødefolkets Land. Og Bibelen blev Urkristendommens Samlingsmærke!

Eftersom den falske Lære om Jesus af Nazareth, om hans Færden paa Jorden og om hans Mission bredte sig ud over Landene, drog den en Kølvandsstribe efter sig af Stridigheder, Myrderier og alle Slags Ugerninger, selv om den tillige i manges Sind bundfældedes som værende en sand, kærlig og opbyggelig Lære, som det var ethvert »troende« Menneskes Pligt at bringe videre til andre. Men Ardor var ikke tilfreds! I Tidernes Løb tildigtede han mere og mere, der skulde faa det Hele til at glide lettere ind i Folkenes Sind. Kristendommens Stamme skød flere Sideskud; ikke alene blev Jesus tilbedt som Gud, men tillige blev Tilbedelsen af Moder Maria sat i Scene med kirkelige Ceremonier af en saadan Pomp og Pragt, at den for Folkemasserne steg til »sublime« Højder. Kristus og Moder Maria blev de lysende og herlige Skikkelser, hvorom alt drejede sig, og som de Kristne bøjede sig for. Og den sande Gud blev efterhaanden næsten helt sat i Skygge. Eftersom Tiderne svandt, kom nye Tilføjelser! Talrige Mænd og Kvinder, som, medens de færdedes paa Jorden, havde været særlig virksomme til at udbrede Læren eller til at følge i Jesu Fodspor, blev udnævnt til at være Helgener og Helgeninder i den »himmelske Verden«!!

Men endnu var Ardor ikke tilfreds! Nye Religioner udformedes, der paany vakte Stridigheder og Voldsgerninger. Og Kristendommen vedblev – eftersom Aarhundred svandt efter Aarhundred – at skyde nye Grene og Kviste (de talrige sekteriske Retninger); dels skyldtes dette Ardor, dels skyldtes det flere af de Yngste, som af Gud sendtes til Jorden for at ordne det religiøse Kaos. Jeg behøver neppe at gaa nærmere ind paa alt dette, thi I kender det alle fra Historien og fra Kirkehistorien. (Her appelleres til de bisper og præster, som hele brevet er tiltænkt. Carsten S.) Men jeg beder eder tænke over alt det forfærdelige, som Kristendommen har bragt over Menneskene; tænke paa de talrige Religionskrige – udkæmpet Tid efter anden – tænke paa Inkvisitionens Rædsler, tænke paa Bartholomæusnatten, tænke paa Kætterbaalene, der blussede op rundt om i de kristne Lande! Gyser I ikke, forfærdes I ikke ved Tanken om alle disse Skændselsgerninger udført af Kirkens Mænd til Guds og Kristi Ære? Kan I virkelig, ud fra det bedste i eder, i Aand og i Sandhed antage, at en Lære, der kan

fremkalde saa talrige Ugerninger i Tidernes Løb, kan skrive sig fra Gud? Sandelig, gør I dette, da kender I ikke eders Fader!! I dyb, i inderlig Sorg fulgte Han denne falske Læres Fremtrængen. Med Sorg saa Han Missionærer, der drog ud for at kristne vilde Folkeslag, slaa de Mennesker ned for Fode, der ikke vilde lade sig kristne. Millioner af Menneskeliv er ofret paa Kristendommens Alter!!
Men eftersom Aarhundred svandt efter Aarhundred, udvikledes den menneskelige Aand mere og mere. Generation efter Generation fødtes og døde under den falske Læres Aag. Da begyndte de Mennesker, til hvis jordiske Legemer fremskredne Menneskeaander var knyttet, at opponere mod Kristendommen; højere og højere lød Raabene, flere og flere Røster hævede sig for at faa den revideret. Af og til fremkom mindre 6) Reformationer, som dog ikke gjorde Læren nævneværdig bedre – kun nye Stridigheder, nye Voldsgerninger, nye Drab blev Resultatet. Ingen formaaede at rense Kristendommens AugiasStald til Bunden. –

Lige fra de Tider, da de Yngste begyndte at lade sig inkarnere som Menneskenes Foregangsmænd, begyndte de tillige paa forskellig Vis at forsøge paa at vinde deres ældste faldne Broder tilbage for saaledes at befri Menneskeheden for hans Herredømme. Atter og atter drog de til ham i hans ødelagte Rige for at tale ham til Rette. Men forgæves! Og de Yngste opgav efterhaanden et Arbejde, der forekom dem at være ganske ørkesløst. Kun den ældste af de Yngste – Kristus – vedblev med aldrig svigtende Taalmod at opsøge sin Broder for at faa ham til at opgive Kampen mod sin Fader. Eftersom Tiden skred, og de Menneskerøster, der hævede sig imod Kristendommen som en Lære fra Gud, blev talrigere og talrigere, begyndte Ardor at frygte for, at hans Magt var ved at brydes. Højere og højere, inderligere og inderligere blev Raabene fra Menneskene til vor Gud og Fader om Hjælp til at opnaa Fred, Fred paa Jord for alle Mennesker, for alle Samfundslag. Og Menneskene selv – ledet af de Yngste som deres Foregangsmænd – arbejdede med i de store og paa flere Punkter gennemgribende Fredsarbejder, der udrettedes mange Steder i Landene. –

Da – i Aaret 1912 – lykkedes det Kristus at vinde sin ældste Broder tilbage. Bøjet i dyb Sorg og Anger fulgte Ardor med Kristus til den fælles Fader. I sin uendelige Kærlighed til den faldne Søn, der i Aarmillioner havde kæmpet imod Ham, i sin uendelige Glæde over, at Sønnen var vendt tilbage, tilgav hans Fader ham fuldt og helt alle hans Synder. Men Gud paalagde ham som Bod at gøre Menneskene bekendt med: at han – Ardor – var Menneskelegemets Skaber. Som Bod for sine Ugerninger skulde han saaledes aabenbare for sine skabninger, hvad han havde syndet imod dem. Og Ardors Syndsbekendelse indleder derfor det etisk-religiøse, filosofiske og videnskabelige Værk »Vandrer mod Lyset«.
Altsaa i Aaret 1912 vendte Ardor tilbage til vor Fader! Mange har undret sig over, at det netop blev det Aar, men eengang vilde det ske, thi alle aandelige Skabninger, selv de dybest faldne, vil alle før eller senere vende tilbage til Gud. Men mange har svært ved at forstaa, at vor Fader tilgav Ardor i Stedet for at tilintetgøre ham – og dog er det saa ligetil!

Thi Gud, der er selve Kærligheden i n*te Potens, vil ingen Sinde være i Stand til at tilintetgøre selv den svageste aandelige Gnist, end sige en elsket Søn! Ja, en af eders Arbejdsfæller inden for Kirken har endog i en af sine Bøger spottet over, at Ardor (Satan) vendte tilbage til Faderhjemmet, nogle faa Aar før den store Verdenskrig tog sin Begyndelse. Men da muligvis ogsaa I vil finde det utroligt, vil jeg henvise eder til Supplement I, Side 90, Spørgsm. 68, Side 93, Spørgsm. 71 – og kun her spørge eder: om I for Alvor mener, at Menneskene lige med eet, fra at være syndefulde Væsener, kan blive englerene!! Thi mener I det, da tager I meget fejl, noget saadant vil aldrig nogen Sinde kunne ske! Aarhundred efter Aarhundred, Aartusind efter Aartusind maa Slægter fødes og dø, førend der for Alvor kan blive Tale om en virkelig synlig Forbedring. Men udfører I den Mission, vor Fader har paalagt eder, da vil I have gjort de første skridt til at forbedre Menneskene og til at skaffe dem blidere Kaar i deres jordiske Liv.

Da Kristus havde bragt Ardor tilbage til Faderhjemmet, mistede Menneskene deres »Gud«, deres aandelige Mørkefyrste, deres aandelige Mørkeleder. Hans Trone stod tom! Og intet Mørkevæsen vil nogen Sinde i Fremtiden kunne beklæde den!
Vor Fader har, lige fra den Stund Han antog Ardors Skabninger som sine Børn, bestandig været Kristus og de Yngste behjælpelig i deres vanskelige Gerning for Menneskeheden. Han ikke alene planlagde Arbejdet for hver enkelt, Han planlagde ogsaa deres Samarbejde under Jordelivene; Han gav i store Træk Udkast for Kristi Inkarnationer, saavel som for de Yngstes og Menneskeaandernes. Op gennem Tiderne fulgtes alle af Gud-Faders vaagne Øje. Men i Virkeligheden blev vor Fader ingen Sinde den samlede Menneskeheds sande Gud; thi Menneskene har endnu ikke lært Ham at kende, som den Han er. Kun faa Mennesker – faa i Forhold til det Antal, der har levet her paa Jorden – har i Virkeligheden bøjet sig for den sande Gud, men disse faa har fuldtud forstaaet Hans Højhed og uendelige Kærlighed.

For disse Mennesker var Han i Aand og i Sandhed den eneste ene! Det Væsen, som Menneskene ellers bøjede sig for og tilbad, var, som før sagt, Ardor = Satan. Thi de talrige Religioners og Sekters »Gud« havde alle det samme – for Menneskene usynlige – Forbillede (Ardor), skønt hans Forklædninger og Iklædninger var mange og forskellige. Strengt set er saaledes alle Religioner, alle Kristendommens talrige Afskygninger, forkastelige, de giver kun faa Sandhedsglimt, men saa mange desto flere Usandheder og mytologiske Eventyr. Selv de mange Vildskud, der er fremkommet paa Kristendommens gamle Stamme, efter at Ardors Regime var til Ende, har i Sandhed ikke gjort den kristne Lære bedre! F. Eks. Barthianismen og den oxfordske Lære. I den første gøres Gud altfor fjern for Menneskene, i den sidste sættes Menneskene for nær op ad Ham.

Thi selv om vor Fader altid er rede til at høre paa Menneskers Klageraab og rede til at hjælpe dem, hvis det tiltrænges, saa er det ikke Meningen, at man daglig skal føre lange »Samtaler« med Ham eller daglig lade sig lede af Ham i alt, hvad man foretager sig. Hverken Gud eller Skytsaanden – Samvittigheden – har den Art Forbindelser med Menneskene; var dette Tilfældet, vilde disse aldrig naa til at blive selvtænkende og selvhandlende Personligheder, men kun være som Børn, der klynger sig til Moders Skørter. Desuden giver de offentlige Syndsbekendelser Lejlighed til meget Hykleri o. l.
Da Ardor opgav Kampen mod sin Fader, indtraadte et aandeligt Interregnum i den jordiske Verden. Menneskene mistede deres »Gud«, deres Behersker, de inkarnerede Ældste mistede deres aandelige Leder, deres Vejviser – Drivkraften i deres jordiske Liv.

Og dette Interregnum maatte vedvare, indtil den Stund kom, da Menneskene kunde faa en sandfærdig Meddelelse om det, der var sket. Thi de maa, ifølge den frie Vilje, som de har modtaget af Gud, selv afgøre, om de i Fremtiden vil bøje sig for den sande, den eneste ene Gud, selv afgøre, om de vil give sig ind under Hans ledende Tanke og styrende Haand, eller vedblive at følge de af Ardor givne Religioner.
Under deres natlige Søvnfrigørelser 7) meddelte vor Fader de inkarnerede Ældste: at deres ældste Broder var vundet tilbage. Og Han anmodede dem indtrængende om at lade sig løse fra deres jordiske Legemer, for at Menneskene kunde blive frigjort for deres Nærværelse iblandt dem. Kun faa fulgte vor Faders Opfordring. De mange Tusinder, der nægtede at opfylde Hans Ønske, besluttede i Fællig at føre den aandelige Kamp videre imod Ham og imod de inkarnerede Yngste for at drage Menneskene dybere ned i Mørket, ja saa dybt ned, at Gud – efter deres Mening – i Vrede vilde vende sig fra den hele Menneskehed og ingen Sinde oftere forsøge paa at drage den fremad mod Lyset, fremad mod Hans Rige.

Efter nogen Tids Forløb lykkedes det for de inkarnerede Ældste, under de natlige Søvnfrigørelser at drage nogle af Ardors Fremtidsbilleder 8) – der paa det Tidspunkt stod som sorte, truende Skyer i den aandelig-astrale Horisont – ind i den menneskelige Verden, og Verdenskrigen med dens, af Ardor planlagte forudgaaende og efterfølgende uhyggelige Begivenheder, brød ud i lysende Luer. Behøver jeg at omtale alt det frygtelige, alt det grufulde, som i lange Tider blev Millioner af sagesløse Menneskers tragiske Lod? Nej, det behøves ikke! I kender alle det, der dengang skete – lad os kaste Tavshedens Slør over disse Tider.
Kort før Krigen begyndte at rase paa mange Fronter i Landene rundt om paa Jorden, blev Ardor – efter vor Faders Ønske – ført til et lille fredeligt Hjem i eders Land, hvor han, ved sine yngre, diskarnerede Brødres Hjælp, dikterede vor jordiske Tolk sin Bekendelse. Under Krigsaarene blev »Vandrer mod Lyset« udarbejdet, 9) saa at dette »Budskab til Menneskeheden« i et og alt kom til at staa i nøje Kontakt med Sandheden. Vor Fader var selv den øverste Leder af dette Arbejde.

Nogen Tid førend det lykkedes Kristus at føre sin ældste Broder tilbage, havde Gud – da Han forudsaa, at Ardors Magt snart vilde brydes – henvendt sig til nogle af de Yngste, der paa dette Tidspunkt var diskarnerede, men som engang, for Aartier tilbage, samtidig eller omtrent samtidig havde været inkarnerede i eders Land, nemlig nogle af »Guldaldertiden«s Digtere. Disse anmodede Han om, gennem vor jordiske Tolk, at give en Række Digte, der kunde staa som fuldgyldige Udtryk for deres Personlighed fra omtalte jordiske Inkarnation. De lovede med Glæde at gøre deres bedste for at kunne gennemføre Hans Ønske. Emnerne til disse Digte blev dem opgivet af vor Fader selv. Det lykkedes at gennemføre dette enestaaende Arbejde til Guds Tilfredshed. Og i Slutningen af Aaret 1915 blev Digtsamlingen udgivet under eet med Fællestitlen: »Hilsen til Danmark«. Dette blev gjort efter vor Faders Anvisning og efter Hans Ønske, for at denne Hilsen fra forlængst »afdøde« Personligheder kunde forberede det danske Folk til at kunne modtage »Vandrer mod Lyset« senere hen.

De Yngste, der paa dette Tidspunkt levede et jordisk Liv i eders Land som litteraturkyndige og nogle faa som Digtere, havde før Inkarnationen lovet vor Fader at tage sig af en eventuel Digtsamling fra »Guldaldertiden«s Mænd, hvis det lykkedes at faa den frem i den jordiske Verden. Men disse litteraturkyndige »glemte« deres Løfte! Eders Dagspresse haanede og spottede gennemgaaende Digtsamlingen, der var givet ogsaa for at glæde eders Lands Mænd og Kvinder, for at vise dem, at der virkelig er et Liv efter den jordiske Død. »Hilsen til Danmark« blev kaldt en Pastiche udført af Udgiveren selv, o. s. v. Mange taabelige Ting blev sagt – og Glemsel og Tavshed sænkede sig over dette Værk, der i Sandhed var blevet udarbejdet af de navngivne selv under saa megen Glæde og Forventning. Men skønt vor Fader sørgede over det skete, saa vidste Han, at de Tider dog vilde komme engang – maaske i en fjern Fremtid – da det danske Folk vilde forstaa, hvilken værdifuld Gave det havde modtaget i den nu saa foragtede Digtsamling. –

Efter Verdenskrigens Afslutning kom, som I ved, en kortvarig Opgang til lysere Tider. Mange af de inkarnerede Yngste forsøgte paa forskellig Vis at skabe ordnede og fredelige Tilstande. Men skønt Villien dertil var god nok, saa lykkedes det dog ikke i Alvor og i Sandhed at samle alle Landes Regeringer til i fuld Enighed at skabe et fuldkomment Samarbejde. Thi de inkarnerede Ældste arbejdede imod dem – under deres natlige Søvnfrigørelser drog de paany, i Kraft af deres forenede Tanker og Villier, flere truende Begivenheder ind i den jordiske Verden – Ardors Fremtidsbilleder! Og nye Stridigheder, nye Kampe baade i Syd, Vest og Øst blussede op til Sorg, Rædsel og Fortvivlelse for Millioner af Mennesker. Bestandig haabede Gud, at en eller anden af Hans Udsendinge i eders Land vilde komme i Tanker om »Vandrer mod Lyset« og fremkalde en offentlig Diskussion, der kunde udbrede Kendskabet til Hans Budskab. Men Aarene svandt, uden at dette skete!

Men nu kan vor Fader ikke længer udholde at være et passivt Vidne til alle disse Rædsler, til alle disse Skændselsgerninger, der muligvis kunde være forhindret, hvis eders Forgængere eller I forlængst havde knæsat Hans Budskab. Og dertil kommer, at vor jordiske Hjælper, vor Tolk, er syg og svag; der var saaledes en Mulighed for, at hendes Legeme vilde bryde sammen tidligere end beregnet. Da vor jordiske Hjælper gik ind til sin nuværende Inkarnation, satte vor Fader ingen bestemt Grænse for hendes Levetid paa Jorden, fordi Han, hvis det lykkedes for hende at gaa den rette Vej, havde flere store Arbejder til hende at udføre under Inkarnationen. Og ingen – selv ikke Gud – kunde saa længe i Forvejen vide, hvor lang Tid det vilde tage for hende at udføre disse Arbejder. Dødsdagen maatte saaledes afhænge af, hvorlænge hendes svage Legeme formaaede at klare sig under Livsløbet. Ovenfor siger jeg til eder med et gammelt »Bibelord«, “mon noget er umuligt for Herren”?

Her kan I da med nogen Ret spørge: hvorfor styrker Gud da ikke hendes Legeme, saa hun kan leve saa længe, som Han ønsker? Hertil maa jeg svare: ovenstaaende »Bibelord« skyldes Ardor! Thi der er mangt og meget i den jordiske Verden, som vor Fader hverken kan eller vil udføre, fordi Han ingen Sinde gaar imod sine egne Love eller imod de Love, hvorefter de Ældste frembragte deres Skabninger – Menneskene. Men der, hvor jeg anvendte »Bibelordet«, var det paa sin Plads. – Atter og atter har vor Fader i Kraft af sin Villie paa forskellig Vis styrket hendes aandelige Jeg, styrket hendes svage Legeme, men naar Legemets Maskineri er ved at opslides, da kan Han intet udrette, da kan Han kun haabe paa:

at den Ro og Fred, som hun – efter Hans Ønske – har omgivet sig med, muligvis kan hjælpe hende til at staa sin Sygdom igennem, saa at hun endnu i en kortere eller længere Aarrække vedblivende kan være vor Medhjælper og Tolk. Vor Fader turde altsaa ikke yderligere opsætte – ved hendes Hjælp – at gøre et direkte Forsøg paa at bringe Orden i det jordiske Kaos! –
Hvad ovenfor er sagt, er saaledes de Grunde, der betinger vor Faders direkte Henvendelse til eder, der er den danske Kirkes øverste Myndigheder.”

Denne henvendelse har til formål, at minde jer om jeres løfte om, at skabe den nødvendige reformation af den kristne tro og af folkekirken.