Folkekirken har sat Gud udenfor døren
Jeg er en slags fritænker, der tror på både Gud og Kristus, på bønnens magt og på et liv efter døden. Men jeg må tage klart afstand fra de dogmer og doktriner, der i al for lang tid har forurenet den rene lære, som Jesus gav, især dens fortolkninger af Gud og Jesus/Kristus. Kristendom er for mig Jesu lære om kærlighed, tolerance, fred og tilgivelse og renhed i sind og i tanke. Jesus kom til jord for at løse jøderne ud af moselovens tvang og vise dem vejen til deres sande Fader, kærlighedens Gud, som han beskrives glimtvis nogle få steder i Gamle Testamente. Han anviste også vejen til Gud, nemlig gennem det dobbelte kærlighedsbud (til Gud og til næsten). Vi må selv gå vejen, selv rense os og søge Guds hjælp dertil. Frelsen er indbygget i Guds kærlighed til hvert eneste menneske.
Hvorfor siger jeg kirken har sat Gud udenfor døren?
Fordi dens lære er selvmodsigende, da den fordrejer Jesu budskab, og den har i alle årene siden kristendommens fremvækst prædiket falske fortolkninger om Gud og Jesus, og på det punkt er den blevet styret af mørkets magt. Bare se på de 5 første økumeniske konciler (kirkemøder) fra år 325 til 553, hvordan kristendommen og dens dogmer blev besluttet med den romerske kejser i spidsen uden hensyn til, hvad Jesus siger i nye testamente og andre skrifter.
Lad mig uddybe: Kirkens hovedbudskab er, at Jesus har vasket alle vores synder bort via sin død på korset, så nu kan man som kristen gå direkte til det evige liv efter døden, ligegyldig hvad man har på sin samvittighed. Det er den fortolkning af korsdøden, som apostlen Paulus prædikede, Luther har gentaget, og den såkaldt kristne kirke har antaget som sit trosgrundlag og sin frelseslære.
Det er jo dejlig nemt: Jeg skal bare tro på Jesus, så er jeg retfærdiggjort og har del i det evige liv. Det kan jeg så yderligere bekræfte ved at gå til alters og indtage brød og vin, som præsten fortæller mig er Jesu Kristi legeme og blod.
Det er da et fantastisk dobbelt-tilbud: Jeg bliver ikke alene frelst og kan indgå i det evige liv, når jeg dør, men mine synder dvs. ondsindede tanker og handlinger, som måtte have forvoldt andre sorg og smerte, har Gud klaret for mig ved at lade Kristus påtage sig min skyld, så jeg nu er skyldfri. Kirken prædiker, at det var Guds plan, at hans elskede søn skulle lide døden på korset med dette formål.
Jamen, hvad er der så galt med det?
Det hele er rav ruskende galt!
Når Gud kan slå ihjel, så kan vi også ...
Det er den logiske følge af kirkens lære om Jesu korsdød!Hvis det er sandt, så er vi jo alle sammen blevet vildført? Ja, mørkets magt er forfærdelig!
Hvad er konsekvenserne af ovennævnte frelsesplan og kirke-kristne tankegang?
Som jeg ser det, og uden at blande tro, følelser og sandhedsværdi osv. ind i det, er den deduktive konklusion denne:
Det gør Gud til morder, fordi han har dømt sin søn til korsets død. Den logiske konsekvens af denne tanke er: Når Gud kan slå ihjel, så kan vi mennesker også. Jesus bliver gjort til Gud og frelser, medens Gud, menneskenes Fader og Skaber bliver skubbet i baggrunden. Det er Jesus man påkalder, det er ham man beder til, og det er ham, der frelser med sit blod og legeme. Jesus må bære guddomsbyrden på sine skuldre, og det er de kristne, som har lagt den på ham i deres blindhed. Jesus er ikke Gud, (jf. Johs. 14.28 Jesus: ”Faderen er større end jeg”, altså kan han ikke være Gud). At blive forvekslet med sin Fader og Skaber er en ubærlig byrde at lægge på Jesus. Der er lige så stor forskel på de to, som på en vanddråbe og et hav. Ikke for at nedgøre Jesus, men sætte Gud på rette plads. Havde Gud ikke båret byrden for Jesus, så var han segnet.
Det gør også Gud til en uretfærdig Fader, for han straffer sin uskyldige søn, der intet galt har gjort, for alle de uhyrligheder resten af hans børn, dvs. store dele af menneskeheden, har udøvet. Den holdning motiverer ikke ligefrem mennesker til at forbedre sig, og hvad så den dag de dør og tager deres ukærlige eller ligefrem ondsindede og ubearbejdede tanker og handlinger med sig over i livet efter døden? Ja, så må de høste, som de har sået (Gal. 6,7), og med dyb sorg og smerte erkende at kirken har vildført dem, da den fortalte, at Jesu korsdød og nadveren har renset deres synder ud.
Milliarder af kristne mennesker har efter den jordiske død måttet erkende, at kun de selv kan sone, hvad de har syndet. Det vil foregå i et nyt jordeliv. Noget af det vigtigste i livet, nemlig at udvikle sig gennem at erkende sine skyggesider, fejl og mangler, blev negligeret hos milliarder af mennesker pga. en 2000 år gammel usandhed.
Følgende er udtalt af en præst i Kristelig Dagblad, d. 7/2 2017:
”Med hensyn til renhed står det i kristendommen skrevet som med flammeskrift på en kulsort nattehimmel: Jesu Kristi blod renser fra al synd (jævnfør Johannesevangeliet kapitel 1,7).”
Dette er Paulus´ lære – ikke Jesu lære. Den er ikke alene uholdbar trosmæssigt, men fejler også etisk, fornuftsmæssigt og næstekærlighedsmæssigt. Hvis døden på korset var Jesu mission, havde han selv klart og tydeligt nævnt det overfor sine disciple, men det fremgår ingen steder i Nye Testamente fra Jesus selv. Derimod siger Jesus (Matt. 9.13): ”Gå hen og lær, hvad det vil sige: Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer.” Derfor er og bliver korsdøden virkningsløs overfor menneskers synder. Der er jo også en grund til, at vi i fadervor beder Gud: ”Og forlad os vor skyld, …”
Nej, dette dogme fandt Paulus på, da han tænkte meget over, hvad meningen var med Jesu død på korset, og mørket hviskede ham tankerne i ørerne.
Det er klart, at Gud naturligvis ikke kan lade sin fulde ånd og kærlighedsfylde komme ind i en kirke, der prædiker, at det er ligemeget, hvordan man tænker og handler, bare man tror på Jesu stedfortrædende lidelser og død. Kirken har dermed selv valgt mørket, og Gud respekterer menneskers frie valg og vilje – og må derfor holde sig væk. Og Kristus, som lider under den guddomsbyrde, præsterne pålægger ham som offerlammet, hvis blod soner menneskers synder, må sorgfuldt kigge væk fra kirken.
Men hvis præsten taler sandt om Jesu ord, liv og gerninger, dengang han gik på jord, fx nævner, at det vigtigste er at elske Gud og sine medmennesker, at leve i fred og fordragelighed osv., så tændes et lys i kirken, som præst og menighed kan mærke.
Modstand mod Jesu soningsdød findes hos præst Poul Kalmeyer i ”Religion og Moral”, 1956 på side 111. Bogen vakte stor opmærksomhed på sin tid og blev anmeldt i Berlingske, Information og Land & Folk.
I dag tør ingen præster hæve stemmen imod forsoningslæren, selvom flere har deres problemer med den.