i skal først se på den uægte kristendom, det jeg også kalder politisk kristendom. Den er ikke givet af Jesus, men af den tids magthavere, fordi de først og fremmest ville have ro i riget. Det er en længere historie, jeg vil prøve at gøre så kort som muligt, der handler om kristendommens konstituering i århundrederne efter Jesu død.

Uægte kristendom eller kirkekristendom er en politisk betinget kristendom, fordi den er vedtaget af politikere eller magthavere uden teologisk indsigt eller religiøs renhed og under trusler om vold og magtanvendelse overfor dem, der protesterede imod beslutningerne. Handler om de 5 første økumeniske konciler fra 325 i Nikæa til 553 i Konstantinopel. På disse vedtagelser bygger de væsentligste dele af kristendommen idag.

Kirkekristendommen eller dogmatisk kristendom blev fastlagt på de 5 første økumeniske møder (dvs. gældende for hele den kristne verden). For at forstå hvordan den kristne kirke er blevet til det, den er i dag, må vi vide, hvad der skete på de 5 første konciler. Til trods for modstand fra østkirken ændrede disse møder eller synoder hele kirken permanent; og den vil forblive ændret, med mindre den bliver bragt tilbage til det den var kort efter Jesus døde, fx gennem en ny reformation.

”The Christian Conspiracy”, 1994 af L. David Moore er det værk, jeg vil benytte til at belyse dette. Moore har forstået, at den oprindelige kristendom er blevet forvrænget og fordrejet til nærmest uigenkendelighed i disse 5 første århundreder af kristendommens historie. Det kan han og mange af os andre sige, fordi vi efterhånden har fået et solidt kildemateriale til den tidlige kristendom.

Dog nævner Moore ikke den islandske præst Magnus Eiriksons “Jøder og Christne” fra 1873, der indeholder vigtige oplysninger om Nikæamødet.

Lad os nu begynde med den første af de 5 synoder (konciler) i kristendommens historie, nemlig kirkemødet i Nikæa i 325, inden vi går over til at høre, hvad Eirikson har at berette om, hvordan dette kirkemøde foregik. Fælles for alle møderne er en stående diskussion om Kristi sande natur. Hvor meget menneske og hvor meget gud var han? Fælles er også kejserens politiske ønske om at skabe fred mellem øst- og vestkirken for at holde sammen på sit rige.

Koncilet resulterede i denne overordnede vedtagelse:

Jesus er af samme væsen som Gud.

Helligånden medtages (i parentes) som en del af Gud.

Historiske, politiske og kirkelige baggrund:

Først lidt om kejser Konstantins omvendelse til kristendommen. Det fortælles, at d. 27. okt. 312, inden Konstantin blev kejser, havde han en drøm, hvor han blev vist et tegn, som var kombinationen af de græske bogstaver chi og rho = de første 2 bogstaver i navnet Kristus på græsk.

Næste dag blev dette tegn malet på alle soldaternes skjolde. Trods deres talmæssige underlegenhed lykkedes det dem at vinde slaget over Maxentius i Rom, slaget ved Milvius broen. Konstantin gav Kristus æren for slagets gang og accepterede kristendommen. Det var dog mere af mund end af ånd. Fx bibeholdt han titlen Pontifex Maximus.

Med Milano erklæringen havde kejser Konstantin erklæret religiøs frihed, så kristendommen med et slag ikke længere behøvede at være undergrund, men kunne leve i fred og åbenhed. Hvor kejseren gik fulgte folk efter, hvis de ville være “in” og få del i goderne. Med kejseren gik mange folk derfor over til at erklære sig for kristne og brugte monogrammet Chi-Rho og korset som identifikation. Men det var i langt højere grad noget ”man gjorde” end pga. tro.

Kristendommen havde fra starten været bundet til kejsertronen og den tolerance den nu nød blev efterhånden vendt til en intolerance overfor ikke-kristne. Lidt over 200 år efter bestemte kejser Justinian, at alle skulle være kristne dvs. døbes som en betingelse for borgerskab i riget.

Kristendommen blev altså ændret fra at være individuelle personers tro på Jesus til en religion beregnet til brug for alle. For at kunne håndtere de borgere, som ikke troede det samme, måtte tronen etablere doktriner og dogmer, så statsmagten havde et system folk måtte indrette sig efter. På denne måde gik kristendommen fra selv at være undertrykt til at blive den undertrykkende.

De borgere i romerriget, som var med på ”den kristne mode” blev dog hurtigt i vildrede med, hvem denne Kristus egentlig var. Mange fulgte Arius’ lære om Kristus, idet den var nem at tage til sig; den var simpel og dens gudehieraki var familiært for mange. Ikke kun mange af folket, men også af kirkens ledere accepterede den. Faktisk så mange at en veritabel ord-krig brød ud og delte de kristne i det udstrakte rige i 2 lejre.

Arius levede et asketisk liv med en pletfri moralkodeks. Han anså Gud som værende højt hævet over alle, den højeste perfektion og var så overbevist om Guds enhed, at han nægtede at se Kristus som gud. Man kan sige, at dette sublime gudssyn gjorde, at kirken erklærede ham for kætter.

Arius holdt sig bl.a. til Ordsprogene 8.22, som fortæller, at Kristus er skabt af Gud, og siden han er skabt, kan han altså ikke selv være Gud. Arius har også støtte i skriften fx. Mark. 12.29, hvor Jesus siger: ”Herren vor Gud, Herren er én”, dette bekræftes i Jak. 2.19: “Du tror, at Gud er én: deri gør du ret”, samt i Johs. 14.28 hvor Jesus siger: ”. . for Faderen er større end jeg”, for blot at nævne nogle bibelsteder.

Arius og hans lære om én Gud og dermed forskellig fra Kristus er den direkte årsag til indkaldelsen af 1. og 2. koncil og den indirekte årsag til indkaldelsen af 3., 4., og 5. koncil. Dette er simpelthen, nøglekontroversen i de 5 første kirkemøder. På dette første koncil fastlægges dogmerne, som har konstitueret kristendommen siden da – og stadig gør det!

Kejser Konstantin den Store kunne ikke passivt se sit rige blive revet over i 2 dele pga. en mindre teologisk strid. Han sendte først sin spanske biskop Hosius til Alexandria for at bede Arius, som var præst dér, om at stoppe striden. Da dette var forgæves, besluttede han at indkalde sit riges bisper til et møde i Nikæa, da denne fremgangsmåde før havde båret frugt, (overfor biskop Donatius i Karthago, der modsatte sig statslig indflydelse på kirken), hvor kejserens ønsker fik status som kirkeIig autoritet.

Det første kirkemøde i kristendommens historie blev således holdt i den lilleasiatiske by Nikæa i 325. Der var forsamlet 318 biskopper, men kun 51 af dem var fra rigets østlige del, østkirken. Grunden til dette kunne være, at det var østkirken, som var “oprørsk” og skulle makke ret. Bisperne fra øst var vante til at blive forfulgte af kejseren, men denne gang kunne de rejse og opholde sig under kejserlig beskyttelse. Allerede her viser kejseren sin magt over dem. Det viser sig, at denne vil fortsætte under mødet.

På Nikæa-mødet fik kejser Konstantin gennemført at:

a) Kirken og staten skulle slutte sig til hinanden

b) Arius’ lære blev fordømt

c) Kirkens præster måtte ikke gifte sig efter ordinationen

d) En universel dato for påsken blev fastsat

e) Efter at have afvist en trosbekendelse foreslået af arianerne, blev den

nikænske trosbekendelse vedtaget (Jf. de 5 oldkirkelige bekendelser)

Koncilet i Nikæa var afgørende for 2 ting:

For det første, at for første gang mødtes en stor forsamling af gejstlige, lige fra små landbisper til storbybisper med det formål at tale om et fælles problem. For det andet skabte det precedens for en definition af Kristus som værende lig med og af samme væsen som Gud på alle måder. Mødet vedtog at fordømme alle, som ikke var enige i, at Jesus var fuldtud guddommelig. Her fik kristus guddomsbyrden lagt på sine skuldre – og der vil den ligge, så længe præsterne mener, at Kristus er Faderen og Faderen er Kristus.

For ortodoks kristendom gjaldt det om, at gøre Jesus så lig Gud som overhovedet muligt. Ikke primært at udgranske hvad der var sand virkelighed, men at definere Jesus Kristus så intet kunne komme tættere på Gud, for så var det sidste ord sagt. Kristendommen var dermed den højeste religion og ikke blot én af mange. Den stræben ses bl.a. i Nikæa-bekendelsen.

Når jeg siger, at Konstantin fik sine ønsker gennemført, hentyder jeg til flere kilder, som fortæller at Nikæamødets beslutninger blev dikteret af kejseren under trusler om straf og landsforvisning af de bisper, der var uenige. Der kan ikke være tvivl om, at adskillige af de arianske bisper fra østkirken, som der har været flest af, må have stemt mod deres overbevisning.

Ser vi fx på Arius’ moralske og loyale forhold til sin tro, er det helt usandsynligt, at han skulle have gået på kompromis af hensyn til kejseren; og det samme må gælde for mange af de øvrige arianere. Altså må vi konkludere, at mødets beslutninger efter al sandsynlighed er blevet påtvunget mange af deltagerne.

Peter de Rosa, tidligere katolsk præst og professor, har den teori, at de fleste bisper var arianere, og at de kun stemte for vedtagelserne, fordi det var den eneste måde, hvorpå de kunne bevare deres bispeembede.

Samme synspunkt har den førnævnte islandske præst Magnus Eirikson, der har skrevet bogen “Jøder og Christne” fra 1873 med undertitlen ”Hvorledes blev Jesus fra Nazareth betragtet i den ældste kirke, og hvorledes blev han senere betragtet?

Bogen er en afslørende kilde til, hvad der foregik på det vigtige kirkemøde i Nikæa i 325. Eiriksons kilder er flere: Den tyske teolog Ferd. Chr. Baur, hans disciple Schwegler og Zeller, kirkehistorikeren Angust Neander og den danske biskop D. Frederik Münter. Eirikson henviser til Münters bog “Håndbog i den ældste Christelige Kirkes Dogme-historie”, 2 dele (1801 og 1804) ”med flere værdifulde oplysninger om den ældste kirke end nogen anden os bekendt dansk teolog”.

l bedømmelsen af kilderne benytter Eirikson sig af sin egen selvstændige vurdering og lader sig ikke påvirke af de kirkelige teologers anskuelser, når han finder, at deres opfattel-ser strider mod sandhed. “Det drejer sig om, at komme sandheden nærmest”, siger han.

Eirikson mener, at den hedenske opfattelse af “logos” (”ordet”), som Kristus og apostlene ikke kendte, gav anledningen til forvirringen i læren om Gud og Kristus. Her går han altså et trin dybere end Moore, som nøjes med at anføre Arius’ lære om den eneste Gud som årsag til striden. Logos er blevet oversat med ”ordet”, der i dogmatikken henviser til Kristus, men det kan lige så godt betyde “tanke”.

Dette giver en anden og klarere mening: ” l begyndelsen var tanken, og tanken var hos Gud og tanken var Gud. Den (ikke han) var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved den, og uden den blev intet til af det, som er. l den var livet, og livet var menneskers lys…” Oversat til tanke fremstår Gud som den ene sublime, og der vil ikke være plads til at sætte Kristus på linie med Gud.

l sin indgående beskrivelse af synoden i Nikæa konkluderer Eirikson s. 227:

“Det er altså kejser Konstantin, som vi skylde, at kirkesymbolet eller

trosbekendelsen fra Nikæa blev vedtaget, det er ham, som har skaffet os,

skaffet kirken denne højortodokse trosbekendelse, da den store pluralitet på

mødet sikkert ikke ville have fundet nogen anledning til, imod alt, hvad der

ellers plejede at ske, at lempe sig efter den ene minoritet og underskrive dens

mening og opfattelse af sagen, hvis kejseren ikke havde truet dem, der ville

modsætte sig denne uretfærdige afgørelse, med afsættelse og forvisning.”

Eirikson: ”Måtte nu ikke de kirkelige teologer rødme? Måtte de ikke skamme sig på ”den hellige, almindelige kirkes” vegne over en sådan skandale, over den måde, hvorpå den såkaldte ”ortodokse” trosbekendelse er indført i kirken? Jo, det måtte og burde de i sandhed.”

Eirikson mener: Mødets vedtagelser blev afgjort ved kejserlig magtfuldkommenhed og ikke simpel stemmeflerhed. Hvorfor modsatte bisperne sig ikke og nægtede at skrive under på erklæringen? Hvorfor formåede kejser Konstantin at presse dem væk fra deres hjerteblod med trusler? Hvorfor har mørket så stor en magt over folk? Det kommer jeg ind på senere.

Koncilet resulterede i denne overordnede vedtagelse:

Jesu væsenslighed med Gud stadfæstes og Helligånden optages på lige fod som tredje led i en treenighed. Dette betyder, at kirkemødet har fastslået, hvad der blev besluttet på det 1. koncil og der udover har udvidet med indførelsen af treenigheden (Faderen, Sønnen og Helligånden) dvs. 3 i én.

Historiske, politiske og kirkelige baggrund:

Kejserens håb om, at kirkemødet i Nikæa ville skabe fred og forlige uenighederne i synet på Jesus mellem kirken i øst og i vest samt forlige kirken med riget, brast altså. Konstantins magtpåbud kunne ikke overbevise de, der var uenige deri, og de holdt sig derfor til det, de hele tiden havde ment. De fulgte deres indre overbevisning; hvad andet kunne de gøre (som Luther selv mange århundreder senere sagde). At koncilets dekret ikke blev overholdt, bekræfter at det blev tvunget igennem.

Det græske ord ”homoousios” (samme væsen), som i den nikænske trosbekendelse blev anvendt til at betegne Jesu lighed med Gud, bragte mere forvirring end afklaring pga. dets udflydende betydning. Både mange kirkeledere og mange i folket vedblev at være forvirrede. Det er nemlig et teknisk ord, hvis betydning strækker sig fra ”nøjagtig lig med” til ”lignende”.

Men Konstantin såede også tvivl ved sin måde at behandle ariansk-orienterede biskopper på. Et eksempel er Eusebius fra Nicomedia. Først blev han fordømt som arianer, så blev han taget til nåde og udnævnt til biskop over imperiets hovedstad og kejserens kirkelige rådgiver. Han døbte også Konstantin på hans dødsleje. Senere blev han biskop i Konstantinopel og leder af de østlige biskopper, som jo hovedsalig var arianere.

På denne måde holdt den kejserlige politik striden med arianerne kørende, både før og efter kejser Konstantins død, simpelthen ved ikke at skabe ordentlig klarhed. Man kan undre sig over Konstantins forvirrede og uklare politik mht. Nikæa-mødets definition af Kristus. Hvorfor holdt han ikke blot fast i de beslutninger, han havde trumfet igennem? Det virker, som om nogle splittende kræfter har styret ham. Kunne det mon være mørkets energier, som styrede ham?

Striden, om Jesus var identisk med Gud eller ej, vedblev at bølge under de følgende kejsere, Konstantins sønner, som ikke gjorde det lettere ved skiftevis at stille sig på snart den ene snart den anden side og det ene øjeblik fordømme, det andet rose den samme biskop. Dette gjaldt fx Athanasius, Marcellus fra Ancrya og Eusebius fra Vercelli.

Efter Konstantins sidste søns død blev hans fætter Julian hersker. Julian ville genoplive de hedenske traditioner og religioner i Rom, og han tilgav derfor alle bisper uanset deres syn på Jesu natur og forhold til Gud for på denne måde at få kristendommen til at nedbryde sig selv gennem uenighed. Julians regeringstid blev dog kort.

Efter skiftende kejsere kom Theodosius l på tronen og blev den første kejser, som aktivt bekæmpede arianerne. En ny gruppe af anti-arianere var opstået indenfor kirken, bestående af Basil den Store fra Caesarea, Gregor fra Nazianzus og Basils bror Gregor fra Nyassa. Disse blev senere kaldt Fædrene fra Kappadocia.

Deres modarbejdelse af det arianske syn på Jesus bar frugt, da Theodosius indkaldte til et nyt kirkemøde i Konstantinopel i 381, det 2. økumeniske koncil. Også dette møde blev holdt under kejserlig beskyttelse og sponsorship. Hverken paven eller nogen vestlig biskop deltog.

Ud over kirkeadministrative beslutninger vedtog mødet:

a) Parentesen omkring Helligånden som tredje led i gudetreheden blev ophævet. Således blev tanken om treenigheden indført. Helligånden som guddommelig begreb er dermed blevet indført.

b) Biskoppen i Konstantinopel blev udnævnt til at have den højeste ære næstefter biskoppen i Rom, primært fordi Konstantinopel var kendt som ”det nye Rom”. Denne udnævnelse skabte vrede både i Rom, fordi her var den enevældige politiske og religiøse magt traditionelt placeret, og også i Alexandria, som mente sig forbigået.

c) Den nikænsk-konstantinopolitanske trosbekendelse blev vedtaget som et redskab til at bekæmpe arianerne. Denne trosbekendelse bekræfter den nikænske teologi og er næsten identisk, dog med den vigtige tilføjelse, at Helligånden er indlemmet på linje med Jesus og Gud. Bekendelsen fik først sin fulde virkning på mødet i Kalcedon i 451. Den er vigtig, fordi den danner basis for de kristne dogmer i dag.

Koncilet var et kompromis af ekstreme teologiske synspunkter, hvor politik spillede en langt større rolle end teologi. Det resulterede i denne overordnede vedtagelse:

Maria æredes som gudsmoderen. Definitionen af Kristi natur vedtaget på dette møde varede ikke og ledte derfor til endnu et koncil, det 4. i Kalcedon.

Historiske, politiske og kirkelige baggrund:

Romerriget var på dette tidspunkt smuldrende. Besiddelserne i Britannien, Gallien, Spanien og i Nordafrika var faldet fra og selv i Rom var kejserens magt underlagt generalernes. Pavemagten var voksende. Til trods herfor beholdt kejserne deres magt til at indkalde kirkemøder. Faktisk var det første kirkemøde, som blev indkaldt af paven, det 9. i 1123. Det er interessant, at den romerske kejser bevarede denne magt over kirken; man kan sige, han havde udskiftet tronen med alteret.

Baggrunden for mødet i Efesus er den teologiske strid mellem biskopperne Nestorius og Cyril. Den kulminerede i spørgsmålet om, hvordan jomfru Maria rettelig bør betegnes. Cyril krævede, at hun blev betegnet som “gudbæreren” for at beskrive den intime union mellem hendes og Jesu natur. Dette modsatte Nestorius sig. Nestorius lærte, at Kristi menneskelige natur var en udvidelse af hans guddommelige natur. Vestkejseren Valentin III og østkejseren Theodosius II indkaldte derfor i fællesskab til det 3. økumeniske koncil i Efesus i 431 under ledelse af Theodosius II. På mødet fordømmer Cyril først Nestorius, og da dennes tilhængere senere ankommer fordømmer de så Cyril. Til sidst ankommer så pavens delegerede, som fordømmer pelagianismen.

Denne lære var skabt af Pelagius, en britisk munk, som gik imod kødets opstandelse og kraftigt hævdede menneskets frie vilje til frivilligt at acceptere kristendommen og streng efterlevelse af de 10 bud. Den katolske kirkes fordømmelse af pelagianismen er senere blevet anvendt af kirken til at retfærdiggøre prædestinationen og determinismen. Disse blev fremhævet af såvel kirkefaderen Augustin og reformatorerne Luther og Calvin. 

Alle disse fordømmelser og hele dette taktiske spil forvirrede kejser Theodosius så meget, at han tilbageholdt ledere i begge lejre, indtil han havde fået udredet trådene. Da hans personlige synspunkter og temperament svarede bedst til Cyrils blev resultatet, at Nestorius og hans tilhængere blev fordømt og jomfru Maria blev erklæret for Guds moder! Som kompens til Nestorius måtte Cyril bøje sig for en justering i ordene, som beskriver Jesu Kristi natur!

     Således forhandledes de teologiske begreber på plads med stor politisk tæft med det formål at dæmpe gemytterne og holde sammen på rigets stumper.

3 hovedbeslutninger eller forhold på mødet har fået betydning for eftertiden:

a) Jomfru Maria blev gudsmoderen, bæreren af gud, og dermed ophøjet fra at være menneske.

b) Definitionen af Jesu natur besluttet på dette møde holdt ikke og ledte direkte til det næste koncil.

c) Politisk og diplomatisk snilde viser sig på dette møde mere end noget tidligere at have bestemt, hvad kristendom er.

Mødet er vigtigt for fremtidig kristendom: Fordi det definerede Jesus Kristus på en måde, som er blevet accepteret som ortodoks tro lige siden. Fordi det på dette møde blev praksis at opfatte koncilernes dekreter som lov.

Historiske, politiske og kirkelige baggrund:

Heller ikke denne gang skabte definitionen af Jesu sande natur ro blandt kirkelederne. 2 år efter Efeus-mødet foreslog Johannes fra Antiokia en genforening af de divergerende synspunkter mellem Cyril og Nestorius i et skrift (Formula for genforening), som accepterer Maria som ”gudbæreren” og fremstiller Kristus som “fuldstændig Gud og fuldstændig menneske”, samtidig med at han er en ”fuldstændig forening af de 2 naturer”, hvorfor vi må bekende os til ham som ”én Søn” !!!

Det virker unægtelig modstridende at sammensætte 2 uforenelige definitioner, som om de kan forenes, hvis blot man siger det. Forslaget dømte fuldstændig nestorianerne (Kristi menneskelige natur var en udvidelse af hans guddommelige natur) og gav Cyril ret, selv om det modsagde nogle af hans tidligere udtalelser, som havde fremhævet monofysitismen dvs. at Jesus er af én natur. Inden der var gået 10 år, endte det med, at parterne anklagede hinanden for at have brudt aftalen og vendte tilbage til deres gamle synspunkter.

En kontrovers med Eutyches, en kirkeleder fra Konstantinopel, som kraftigt slog til lyd for en stram form for monofysitisme, der fremhævede at Jesus absolut kun havde én natur, var også medvirkende til indkaldelsen af mødet. På selve mødet blev han fordømt. Tillige medvirkede pave Leo l til skærpelse af striden ved at udsende sin ”Tome”, der favoriserede nestorianerne.

På denne baggrund indkaldte kejser Marcion og hans hustru Pulcheria til det 4. koncil i Kalcedon ved Konstantinopel i 451. På mødet deltog 350-600 bisper eller præster, alle fra østkirken + pavens 5 delegerede. Koncilet blev holdt under kejserlig protektion, men løftet om beskyttelse var betinget af følgende:

Akcept af Johannes af Antiokias “Formel”, pavens “Tome” (en troserklæring, der gik imod eutyches) og endelig godkendelse af koncilets definition af Jesu natur, dikteret af kejseren. Mønstret har gentaget sig: Kejseren gennemtrumfer sin vilje og bestemmer religionen. Definitionen af Jesus person og natur og forhold til Guds natur er blevet diskuteret og omformuleret til stadighed i løbet af de først 400 år e.Kr.

Beslutningerne på kirkemøderne var præget af kompromiser for at stille de forskellige parter tilfreds og er i lige høj grad en vedtagelse imod en lære som for en lære. Derfor disse svært forståelige og

modsætningsfulde definitioner. På tidspunktet for Kalcedon-mødet havde man nået til de følgende vedtagelser.

Jesus var:

1) Guddommelig i den forstand, at han var lige på alle måder med Guds guddommelighed.

2) Menneskelig i hans inkarnation i den forstand, at han ikke var forskellig fra os på nogen måde. Tilføjelsen ”undtagen i synd” tilføjedes i selve Kalcedon- erklæringen.

3) Forskellig fra Gud ved mere end blot navnet.

4) I besiddelse af to naturer, ikke kun én, som værende blot en forlængelse af den anden.

5) I besiddelse af kun én person, ikke to, selvom denne person havde to naturer.

Dette var udgangspunktet, som Kalcedon-synoden skulle udforme i en definition én gang for alle, som skulle holde. For at tilfredsstille Cyril’s ønske om Kristi enhed, indeholdt definitionen, at Kristus var ”den eneste Søn fuldkommen i sin guddommelighed og fuldkommen  i sin menneskelighed”. Og for at tilfredsstille de mest fremherskende synspunkter i den seneste tids debatter, blev det også erklæret, at han eksisterer i to naturer, som er på én gang usammenblandede og uforanderlige (imod Eutyches) og samtidig udelelige og uadskillelige (imod Nestorius).

Mødets deltagere blev pålagt af den kejserlige arrangør, at fremkomme med en definition. Derfor er Kalcedon-definitionen snarere en udtalelse imod nogen end en egentlig holdbar definition i sig selv. Den er et bestillingsarbejde, bisperne havde uvilje imod at udføre, og den holdt faktisk heller ikke. Den er politik styret af politikere og ikke en åbenbaret, universel sandhed modtaget af mennesker med et rent væsen. Det er lodret løgn, når den selv påstår, at den er, “hvad Jesus selv lærte os”, og ”et symbol, der er overgivet os fra Gud”. Kalcedon-erklæringen blive også bare kaldt ”Definitionen” og kunne såmænd være meget harmløs, hvis ikke det lige var for det faktum, at den kristne kirke bygger sin lære herpå den dag i dag!

Konkluderende kan vi altså sige, at Kalcedon-koncilet er vigtigt, fordi dets definition har vundet hævd som rettroende kristendom lige siden, og fordi det nu blev almindeligt at opfatte koncilernes beslutninger som lov. Denne lov eller ”Definitionen” stødte mange østlige kirker, som ikke ville acceptere Kristi to naturer. Som en konsekvens heraf erklærede mange af disse kirker sig for monofysistiske (én natur), specielt dem i Mellemøsten og Egypten og den ortodokse kirke (to naturer) blev koncentreret i Grækenland og senere i Rusland.

Tre hovedbeslutninger blev vedtaget:

• Definition af enheden af Kristi 2 adskilte naturer.
• Fordømmelsen af ”De 3 kapitler”, dvs. 3 forfattere til skrifter, der tidligere havde været anset for ortodoks kristne.
• Fordømmelse af Origenes’ kristologiske skrifter; ikke af hans skrifter om sjælen og dens præeksistens.

Historiske, politiske og kirkelige baggrund:

Ikke overraskede bragte det 4. koncil ikke den ønskede ro i kejserriget set fra imperiets side. Pga. religionens stærke indflydelse på samfundet, blev det endnu en gang det instrument, de politiske herskere bragte i anvendelse for at skabe sammenhold i romerriget.

Den romerske kejser hed nu Justinian, og han var mere end nogen anden parat til at bruge kirken som magtfaktor. Hans politiske ambition var at generobre vestriget, hvad der delvis lykkedes, samt enhed i riget. Som en del af planen ønskede han den samme trosbekendelse for alle 5 patriarker: Rom, Konstantinopel, Alexandria, Antiokia og Jerusalem.

For at opnå det ville han bruge Definitionen fra Kalcedon, i Cyril af Alexandrias fortolkning, som samlende bekendelse. Derfor lavede han aftaler med monofysiterne. Han forbød hedenskab ved lov og krævede alle romerske borgere døbt som kristne som en betingelse for at bevare borgerskabet.

Justinian prøvede at overtale de monofysistiske kirkeledere til at acceptere sætningen, at selv om en af treenigheden led i kødet, ændrede det ikke på nogen måde ved Jesu Kristi guddommelighed. Det afviste de. I stedet pådrog han sig pave Agapetus 1.’s vrede. Derfor udsendte Justinian sin egen definition, som sagde, at Kristus er det guddommelige ord, som antog menneskenatur og udholdt lidelse i denne natur. Da dette tværtimod splittede tilhængerne af Kalcedon-definitionen og monofysiterne endnu mere, vendte kejseren tilbage til at kræve tilslutning til de 4 første økumeniske koncilers beslutninger. For at forsone sig med kalcedonianerne (tilhængerne af Definitionen) fulgte Justinian i 543 deres ønsker og udsendte talrige bandlysninger og fordømte Origenes’ kristologiske skrifter 300 år efter hans død.

At politik styrede Justinians handlen med religionen viser hans fordømmelse af ”De 3 kapitler” som nestoriansk. Det var 3 skrifter forfattet af 3 kirkeledere fra Antiokia, hvoraf de 2 var blevet erklæret ortodokse på Kalcedon-koncilet, som Justinian jo selv støttede. Årsagen til fordømmelsen var taktisk politisk og af hensyn til hans hustru, Theodora og pave Agapethus 1. Den skabte vrede i vesten og glædede ingen i østkirken. Dette var dog kun en mindre kontrovers, men et eksempel på den politisk / taktiske handlen med religionens trosgrundlag.

Kort fortalt skabte Justinians forsøg på at skabe religiøs enhed mellem øst og vest kun større splittelse, uenighed med paven osv., så han tyede til samme udvej som nogle af hans forgængere: Han indkaldte til en ny synode, det 5. økumeniske koncil i Konstantinopel i 553. Det var anden gang, det blev holdt i Konstantinopel.

Tre hovedbeslutninger blev taget på mødet:

a) Nestorianerne blev skubbet ud gennem definitionen af enheden af Kristus i to adskilte naturer. Herved afvistes også al form for monofysitisme (én natur). Monofysiterne reagerede ved at skabe deres egne kirker i Syrien, Egypten, Armenien, Etiopien og Persien. Denne bevægelse spredtes senere til hele østen.

b) ”De 3 kapitler” blev fordømt og dermed deres forfattere, som ellers blev betragtet som fromme, ortodokse kristne lærere i Antiokia.

c) Justinians fordømmelse af Origenes 9 år tidligere blev gentaget. Origenes’ tanker havde haft en opblomstring i Palæstina, hvor kristendommen fødtes.

Her er det værd at bemærke sig, at nogle mener det kun var hans kristologiske skrifter, som blev udelukket. Intet af det, som angik Origenes’ (ca. 185-254) skrifter om sjælen og dens udødelighed, blev officielt fordømt af koncilet. Den katolske kirke har således aldrig officielt fordømt troen på reinkarnation, ifølge Steen Ostenfeldt-Rosenthal: ”Kirken har aldrig fordømt troen på reinkarnation.” 1983.

Ovennævnte abstrakt-teologiske kompromissøgende tankegange fortsatte. I 6. økumeniske koncil stemte man for, at Kristus havde 2 viljer!

Angående de 5 konciler:

* Alle er indkaldte af kejseren.

* Kun i det første deltog nogle biskopper fra vestkirken.

* De var alle resultater af politiske beslutninger, politisk motiverede og ensidige beslutninger truffet af kejserens parti ofte under trusler om straf og forvisning.

* Kejser Justinian ønskede en eneste fælles trosbekendelse for de 5 store kristne patriarker i øst- og vestkirken: Rom – Konstantinopel – Alexandria – Antiokia og Jerusalem.

At statsmagten eller regenten griber ind i teologiske spørgsmål er foregået op gennem historien. Danmarks kong Chr. greb også ind i teologiske stridigheder i Tyskland vedr. nadverspørgsmål og lagde pres på parterne ved at sige i 1880’erne: ”Det står jo i Skriften, I skal bare gøre sådan og sådan.”