Hvorfor har Jesus ikke sonet vores synder ved sin død på korset?
Fordi det ikke var det, der var meningen med hans liv.
Han døde på korset som en konsekvens af den tids menneskers modstand mod ham og misforståelser af hans budskab, og fordi han præsenterede dem for en kærligere Gud end den gammeltestamentlige gud.
Han kæmpede for indbyrdes kærlighed, tolerance og forståelse, men Det jødiske Råd, præsterne, romerne og folket dømte ham i deres blindhed.
For hvis det var tilfældet, ville Gud være en straffende Gud.
Soningsdøden er udtænkt af Paulus, som ikke kunne forstå, hvorfor Jesus skulle gå bort så tidligt. Konsekvensen af den er, at Gud sættes i et monsters rolle, Jesus i et offerlams, og mennesker i en synders rolle der trænger til frelse. Dette vi får repeteret, hver gang vi går i kirke.
Jesu død var ikke bestemt af Gud, men Gud respekterer alle menneskers frie vilje og således også Jesu modstanderes.
For øvrigt siger Jesus selv: ”Barmhjertighed vil jeg have, ikke offer.” Han anså altså ikke sig selv som et soningsoffer.
Fordi det strider mod en etisk, kærlig og retfærdig tankegang.
Vi kan ikke bare lægge vores skyld over på Jesus, men vi må selv erkende vores fejl og onde handlinger og rette dem fx med Guds hjælp. Hvad et menneske sår, skal det også høste (Gal. 6,7). Altså selv høste såvel det gode som det onde, man har sået.
Fordi tankegangen er mørk, som en parasit, der har klæbet til kristendommen i snart 2000 år.
Hvis vi virkelig tror på Gud, ved vi også, at Han ikke behøver sin elskede søns lidelsesfulde død på korset for at kunne tilgive vores synder, når blot vi angrer, beder om tilgivelse og retter op på det.
Hvis vi virkelig har tillid til Gud, ved vi også, at Han aldrig ville lade nogen af sine børn gå fortabt. At hvert eneste menneske for Ham er evigt, alene i kraft af Hans kærlighed til os.